Spring til indhold

Tidlig intervention forbedrer symptomer efter hjernerystelse

Der er hjælp at hente for hjernerystelsesramte, der kæmper med længerevarende symptomer efter hjernerystelse – især hvis denne tilbydes tidligt.

Det er resultatet af to danske studier, der har undersøgt effekten af en nyudviklet 8-ugers tværfaglig behandlingskoncept, der kan supplere eksisterende behandling. Her har fokus været på sygdomsrelaterede tankemønstre og på at modificere adfærd til et balanceret niveau af gradvis optrapning af aktivitet. 

Med en tidlig behandlingsform, der går under navnet GAIN (Get going After concussIoN), har man sigtet mod at hjælpe unge i alderen 15-30 år, der 2-6 måneder efter skaden stadig led af symptomer. Med interventionen har man således forsøgt at supplere eksisterende vejledning med en individuelt skræddersyet blanding af kognitiv terapi, gradueret fysisk aktivitet og et arbejde med langsom tilbagevenden til et mere normaliseret aktivitetsniveau. Herigennem kunne man på gruppeniveau se et samlet fald i både fysiske og psykiske symptomer hos patienterne. 

Undersøgelserne og deres resultater

Interventionen blev undersøgt ud fra to vinkler. I den ene undersøgelse – et indledende forsøg – udforskede man effekten af interventionen inden for et relativt langt tidsperspektiv. I den anden undersøgelse søgte man mod at forstå den specifikke effekt af interventionen ved konkret at sammenligne den med resultaterne af eksisterende behandling. 

I begge undersøgelser oplevede de forsøgspersoner, som deltog, et signifikant fald i symptomer både ved interventionsafslutningen og tre måneder senere. Det indledende studie dokumenterede endda, at forbedringen var vedholdende 12 måneder efter forløbets afslutning. 

GAIN-metoden giver færre symptomer

I den undersøgelse, hvor der blev fokuseret på en sammenligning af effekten af interventionen med eksisterende behandling, kunne man dokumentere et fald i symptomer. Det gjaldt såvel det overordnede symptombillede som på et emotionelt plan og for de rent fysiske gener. 

Forsøgspersonerne oplevede altså konkret færre kropslige symptomer som resultat af interventionen, og de oplevede at være blevet bedre til emotionelt at bearbejde de symptomer, som de fortsat oplevede.  

Undersøgelsen peger på, at interventionens effekt ikke blot er et resultat af en tidsmæssig forbedring. Studiet, der sammenlignede eksisterende behandling med den nye intervention, viste, at forsøgspersonerne oplevede et markant større fald i symptomer sammenlignet med en kontrolgruppe af patienter, der blot havde modtaget den standardiserede vejledning omkring prognose og hensigtsmæssig adfærd uden den supplerende individuelle indsats. 

Eksisterende vejledning og GAIN-metoden forbedrer symptomer

Studiet fandt altså, at kombinationen af den eksisterende vejledning og GAIN-metoden resulterede i en markant forbedret tilstand ved forløbets afslutning. Studiet fandt desuden, at forsøgspersonerne fik en markant mere positiv sygdomsforståelse, ligesom de rapporterede et lavere niveau af sygdomsrelaterede bekymringer som resultat af interventionen. Begge studier viste desuden et generelt højt tilfredshedsniveau med forløbet blandt patienterne. 

Resultaterne giver håb for, at der er mulighed for at mindske symptomer for folk, der stadig lider af følger efter hjernerystelse inden for de første seks måneder efter slaget. Derudover viser resultaterne, at en tidlig, aktiv og individualiseret indsats har potentiale for at mindske gener og øge livskvaliteten for de mennesker, som rammes af hjernerystelse på længere sigt.

Resultater viser generaliseret effekt

Fundene bygger på kvantitative metoder, der benytter sig af statistiske mål for forbedring på gruppeniveau. Studiet er veludført og har taget højde for mange mulige fejlkilder. Ligesom alle andre studier, der undersøger effekten af såkaldte oplevelsesbaserede behandlinger, har den dog ikke kunnet benytte den såkaldte ’blindingsprocedure’, hvor det kun er forskere, men ikke patienter eller de behandlende terapeuter, der ved hvem der får hvilken behandling. Mens dette naturligvis er en fejlkilde, er det en accepteret kendsgerning i den internationale forskning omkring behandlinger, hvor patientens læring og erfaring spiller en central rolle. Resultaterne skal dermed ses som en generaliseret effekt. Men mennesker er forskellige, og de håndterer sin situation forskeligt. På individplan vil man derfor forventeligt se variationer i effekt fra person til person. 

Det skal desuden pointeres, at resultaterne bygger på data, der stammer fra unge mennesker mellem 15-30 år. Det er rigtig positivt, at man netop kan forbedre symptombilledet hos denne unge population. Men det kan være svært at sige, hvordan effekten tager ud sig for andre aldersgrupperinger. Derudover er der tale om en tidlig indsats de første måneder efter skaden, og det er uvist, hvordan det ville se ud, hvis man tilbyder behandlingen senere i forløbet. Disse pointer skal medtages i forhold til, hvor repræsentative fundene skal forstås. 

Det mener forskerne

Forskerne bag de to undersøgelser argumenterer for, at effekten af den kognitive del af undersøgelsen kan ses som et resultat af en dobbeltsidet indsats. De mener på den ene side, at den kognitive terapi påvirker de sygdomsrelaterede tankemønstre og underbevidste symptomforventninger, hvilket manifesterer sig i den konkrete symptomoplevelse. Her argumenterer de ud fra en såkaldt bio-psyko-social model, hvor symptomoplevelsen er et resultat af såvel de biologiske og fysiologiske forandringer i hjernen som den psykologiske og sociale slagside, der er ved oplevelsen af traumet.

På den anden side mener de, at netop den ændrede sygdomsforståelse, der kommer med forløbet, er med til at optimere patienternes adfærd, så de undgår overgjort hvile og såkaldt ”All-or-nothing” adfærd med skiftevis meget intense niveauer af aktivitet og meget lidt intense niveauer. 

Det skal pointeres, at interventionen fokuserer på udvalgte underliggende mekanismer, der har en relation til hjernerystelse. Andre former for behandling, der målretter sig andre aspekter (vestibulær genoptræning, manuel behandling, samsynstræning m.m.) må derfor ikke glemmes, og skal bestemt medtænkes som mulige indgangsvinkler til at forbedre symptombilledet for mennesker, der lider af længevarende symptomer efter hjernerystelse.   

Kilder

Mille Moeller Thastum, Charlotte Ulrikka Rask, Erhard Trillingsgaard Naess-Schmidt, Jens Soendergaard Jensen, Oana-Veronica Frederiksen, Astrid Tuborgh, Susanne Wulff Svendsen, Joergen Feldbaek Nielsen and Andreas Schröder (2018). Design of an early intervention for persistent post-concussion symptoms in adolescents and young adults: A feasibility study, NeuroRehabilitation, vol. 43, no. 2, pp. 155-167. DOI: 10.3233/NRE-172391

Mille Moeller Thastum, Charlotte Ulrikka Rask, Erhard Trillingsgaard Næss-Schmidt, Astrid Tuborgh, Jens Sondergaard Jensen, Susanne Wulff Svendsen, Jørgen Feldbæk Nielsen, Andreas Schröder (2019). Novel interdisciplinary intervention, GAIN, vs. enhanced usual care to reduce high levels of post-concussion symptoms in adolescents and young adults 2-6 months post-injury: A randomised trial. EClinical medicine, vol. 17, 100214. https://doi.org/10.1016/j.eclinm.2019.11.007 

Læs artiklerne til de to studier

Thastum (2018).

Thastum (2019).