Spring til indhold

APP: Hjernerystelse – din guide

Vores nye app ”Hjernerystelse – din guide” formidler relevant viden og indtalte øvelser til dig, som er ramt af hjernerystelse. I appen vælger du, om du vil vide noget om “de første 48 timer”, “den første måned” eller “efter den første måned”. Der er specifik viden til at forstå og håndtere fx træthed, stress, parforhold og meget andet. Som medudgiver har Dansk Center for Hjernerystelse været med til at skabe og formulere indholdet. 

Første uge med appen er gratis, derefter koster det et engangsbeløb på 79 DKK. Appen ”Hjernerystelse – din guide” er tilgængelig til iPhone- og Android.

         

Appen ”Hjernerystelse – din guide” er udviklet af Marie-Louise Moe, Loa Opstrup og DCFH. Loa Opstrup er en af forfatterne bag bogen ’Hjernerystelse – kom godt igennem’, som udkom i 2019 på Peoples Press. 

Bogen blev til en app
Appen omfatter ligesom bogen både fakta og gode råd (også i lydformat), og al tekst er gennemset af specialister fra Dansk Center for Hjernerystelse.

  • Appen ”Hjernerystelse – din guide” tilbyder viden om, hvad der sker i kroppen opdelt i tre afsnit: “De første 48 timer”, “Den første måned” og “Efter den første måned”. Derudover anbefaler appen om, hvad brugeren bør gøre, når de oplever en hjernerystelse, også opdelt i de tre tidsperioder.
  • Appens værktøjskasse tilbyder meditation og åndedrætsøvelser, tips til at håndtere træthed og vejledning om søvn, livsstil og stresshåndtering. Der er også råd om pårørende og parforholdet, samt vejledninger om, hvordan man vender tilbage til arbejde. Derudover indeholder appen vejledning til børn og unge med hjernerystelse og gode råd til pædagoger og lærere i grundskolen
  • Bogen bag appen ”Hjernerystelse – kom godt igennem” af Loa Opstrup og Troels W. Kjær er udgivet på People’s i 2019. Bogen er solgt i mere end 3.000 eksemplarer og er oversat til norsk. 
  • Som medudgiver har Dansk Center for Hjernerystelse været med til at producere alt indhold, som er opdateret i forhold til nyeste viden og forskning på området.
  • Appen ”Hjernerystelse – din guide” er tilgængelig til iPhone- og Androidmobiltelefoner. Den kan prøves gratis i en uge, og herefter koster det 79 DKK at downloade appen.

***
Idéen til appen stammer fra Marie-Louise Moe, som selv blev ramt af langvarig hjernerystelse i 2019, efter hendes hund hoppede uheldigt ind i hovedet på hende. 

Gennem to år ledte hun forgæves efter kvalificeret hjælp, mens hun led af synsforstyrrelser, hovedpine, kvalme og enorm træthed. Lægerne ordinerede, at hun blev hjemme og hvilede, helst i mørke, og hun måtte hverken læse eller høre lydbøger. Det virkede ikke, og Marie Louise hørte ofte vildledende, modstridende og famlende råd fra læger. I dette forløb opstod idéen om at udvikle en app, som skulle hjælpe andre bedre igennem en hjernerystelse, og skabe fælles information på tværs af hele landet.

I 2021 hørte Marie-Louise tilfældigt om en fysioterapeut med speciale i hjernerystelse. Gennem denne fysioterapeut hørte hun om bogen ”Hjernerystelse – kom godt igennem”, og budskabet om at være aktiv startede en ny udvikling. Hun begyndte forsigtigt at presse og flytte hendes grænser. Det hjalp. I dag har hun det bedre og kan meget mere, men er ikke helbredt. 

En almindelig uge i hendes liv omfatter daglige hvil, lange pauser og 3 ugentlige træningspas.