- Senest opdateret: 11. juli 2025
Hjernerystelse kan medføre en række symptomer. Heraf er kognitive vanskeligheder efter hjernerystelse blandt de mest hyppigt rapporterede.1,2 Kognitive vanskeligheder efter hjernerystelse henviser til forstyrrelser i grundlæggende mentale og erkendelsesmæssige processer, og har derfor sædvanligvis indvirkning på patientens muligheder for at genoptage hverdagsaktiviteter.1
Hvad er kognitive vanskeligheder efter hjernerystelse?
Kognitive vanskeligheder efter hjernerystelse er forstyrrelser i menneskets mentale og erkendelsesmæssige processer.1 De forekommer med forskellig intensitet, og kan derudover omfatte en bred vifte af kognitive domæner. Mange personer oplever efter et let hovedtraume at have kognitive vanskeligheder, og der foreligger betydelig evidens for, at patienter med hjernerystelse præsterer dårligere på neuropsykologiske tests i de første par dage og op til 1 måned efter skaden.3 Særligt finder man påvirket informationsprocesseringshastighed, opmærksomhed og koncentration samt hukommelse.2,3 Desuden oplever en del patienter forringet planlægnings-, organiserings- og problemløsningsevne blandt andet på grund af koncentrationsbesvær og påvirket arbejdshukommelse.4 Litteraturen peger også på symptomer i form af hæmmet sansning og perception, hvortil nogle personer afrapporterer en ’osteklokke fornemmelse”.1
Vedvarende kognitive vanskeligheder efter hjernerystelse
De fleste kan forvente en spontan bedring af disse kognitive symptomer efter hjernerystelse inden for de første par uger, hvor dagligdagens aktiviteter samtidigt kan genoptages i gradvis tiltagende kompleksitet og mængde.4 Symptomerne bliver betragtet mere vedvarende, når de ikke forsvinder inden for de første uger og vedbliver i adskillelige måneder.
Det lader til, at vedvarenhed af symptomer afhænger af mange forskellige faktorer herunder præmorbide faktorer,5 patient population,6 udredning og analytiske værktøjer, diagnostiske kriterier og klassifikationsmetode.7 Det ses også, at et enkelt kognitivt symptom efter 12 måneder i højere grad bliver ved end f.eks. tilstedeværelsen af flere samtidige kognitive symptomer eller symptomklynger på tværs af symptomgrupper.4 F.eks. oplever mere end 40% enten langsommere tænkning eller forringet hukommelse 12 måneder efter hjernerystelsen,4 hvor 10-25% opfylder samlede diagnosekriterier for henholdsvis DSM-IV ’postconcussional disorder’ og ICD-10’s postconcussional syndrome.4
I de nye diagnosekriterier for ICD-11 og DSM-V er de tidligere diagnosebetegnelser udskiftet med betegnelsen ’større eller mild neuorokognitiv forstyrrelse på grund af traumatisk hjerneskade’. Med diagnosen prioriteres særligt de kognitive symptomer, som er at finde inden for de første 3 måneder, og som forventes at remittere indenfor selvsamme periode, og hvor der kan findes associerede fysiske, emotionelle og personlighedsmæssige forstyrrelser.8 Herefter angiver DSM-V, at vedvarende symptomer efter 3 måneder bør overvejes differentialdiagnostisk i forhold til alternative diagnoser som somatisk symptom-forstyrrelse eller ’factitious disorder’.8 Som påpeget af flere, anerkender disse diagnosekriterier ikke andelen af personer, som oplever vedvarende kognitive symptomer efter hjernerystelse efter tre måneder, eller den øvrige kompleksitet af samtidig forekomst af fysiske og emotionelle symptomer, som personer kan opleve.9 Derudover indfanger tidskriteriet heller ikke den gruppe, som oplever symptom-remission mellem 3 og 6 måneder efter skaden.4
Vedvarende kognitive vanskeligheder associeres med nedsat mental trivsel og livskvalitet for personen, som lider under dem.2 Det påvirker derudover nære relationer (pårørende og familie) og øvrige relationer (f.eks. arbejdspladsens kolleger og venner).1 Derudover kan sundhedsudbydere og forsikringsselskaber spille en vigtig rolle, og kan påvirke personens situation både negativt og positivt.10
Kilder
1. Marshall S BM, McCullagh S, Berrigan L, Fischer L, Ouchterlony D, Rockwell C, Velikonja D, et al Guideline for Concussion/Mild Traumatic Brain Injury and Prolonged Symptoms: 3nd Edition (for Adults 18+ years of age). Ontario Neurotrauma Foundation. 2018;
2. Stillman AM, Madigan N, Torres K, Swan N, Alexander MP. Subjective Cognitive Complaints in Concussion. Journal of neurotrauma. 2020;37(2):35-311. doi:10.1089/neu.2018.5925.
3. Carroll LJ, Cassidy JD, Peloso PM, et al. Prognosis for mild traumatic brain injury: results of the who collaborating centre task force on mild traumatic brain injury. Journal of rehabilitation medicine. 2004;36(Supplement 43):84-105. doi:10.1080/16501960410023859
4. Polinder S, Cnossen M, Real RGL, et al. A Multidimensional Approach to Post-concussion Symptoms in Mild Traumatic Brain Injury. Frontiers in neurology. 2018;9(1113):1-14. doi:10.3389/fneur.2018.01113.
5. Cassidy JDPD, Cancelliere CDCMPH, Carroll LJP, et al. Systematic Review of Self-Reported Prognosis in Adults After Mild Traumatic Brain Injury: Results of the International Collaboration on Mild Traumatic Brain Injury Prognosis. Archives of physical medicine and rehabilitation. 2014;95(3):S132-S151. doi:10.1016/j.apmr.2013.08.299.
6. Iverson GL. Outcome from mild traumatic brain injury. Current Opinion in Psychiatry. 2005;18(3):301-317. doi:10.1097/01.yco.0000165601.29047.
7. Boake C, McCauley SR, Levin HS, et al. Diagnostic Criteria for Postconcussional Syndrome After Mild to Moderate Traumatic Brain Injury. The journal of neuropsychiatry and clinical neurosciences. 2005;17(3):350-356. doi:10.1176/jnp.17.3.350.
8. Diagnostic and statistical manual of mental disorders. Fifth edition. ed. Diagnostic and statistical manual of mental disorders : DSM-5. American Psychiatric Association; 2013.
9. Tator CH, Davis HS, Dufort PA, et al. Postconcussion syndrome: demographics and predictors in 221 patients. Journal of neurosurgery. 2016;125(5):1206-1216. doi:10.3171/2015.6.JNS15664.
10. Hanks RA, Rapport LJ, Seagly K, Millis SR, Scott C, Pearson C. Outcomes after Concussion Recovery Education: Effects of Litigation and Disability Status on Maintenance of Symptoms. Journal of neurotrauma. 2019;36(4):554-558. doi:10.1089/neu.2018.5873.
Årsager til kognitive vanskeligheder
På nuværende tidspunkt er der begrænset viden om, hvorfor nogle hjernerystelsespatienter udvikler vedvarende kognitive vanskeligheder.1 Den forskning, der er, tyder på, at årsager til kognitive vanskeligheder efter hjernerystelse både kan skyldes direkte og indirekte konsekvenser af hovedtraumet.
Direkte årsager til kognitive vanskeligheder efter hjernerystelse
Der findes nogen evidens for, at symptomerne skyldes patofysiologiske virkninger af skaden. F.eks. er der fundet mikrostrukturelle forandringer og ændringer i hjernens cerebrale metaboliske aktivitet i den akutte-, subakutte- og mere kroniske fase efter hjernerystelse.2,3 F.eks. findes der konnektivitetsforandringer, som kan medføre fysiologiske og funktionelle forstyrrelser i hjernen,4 og som ved nogle studier korrelerer med forringet kognitivt funktionsniveau.5 Det medfører en belastningstilstand, hvor de påvirkede områder bliver forstyrret på indbyrdes neural kommunikation.2 Dog har det indtil videre været vanskeligt at påvise, om de funktionelle forandringer er konsekvens af selve hjernerystelsen, eller om de skyldes andre årsager. Og at der i øvrigt ikke findes tydelig association mellem sværhedsgrad af symptomer og diffusionsforandringer.6 Højt præmorbidt intellektuelt funktionsniveau bliver associeret med et bedre initialt kognitivt funktionsniveau og præstationsniveau,7 som kan forklares ud fra kunstig neurale netværks og populationsmodeller blandt andet med højere grad af medfødt neural plasticitet.8
Indirekte årsager til kognitive vanskeligheder efter hjernerystelse
Andre årsager til kognitive vanskeligheder efter hjernerystelse peger på indirekte virkninger af skaden, og involverer flere medierende variabler, der kan påvirke kognitiv funktion. Disse omfatter blandt andet smerte, mental træthed, medicin, søvnforstyrrelse, vestibulære og visuelle forstyrrelser og personens præmorbide intellektuelle funktionsniveau.1 Sidstnævnte har blandt andet vist sig at have indflydelse på problemløsningsadfærd, coping strategier, evalueringsadfærd og graden af støtte- og informationssøgende adfærd.9 Hver især og sameksisterende kan de ovennævnte faktorer øve indflydelse på, hvorvidt personen oplever koncentrationsvanskeligheder, hukommelsesproblemer eller problemer med overblikket.
Den multifaktorielle model
En tilgang, der søger at integrere biologiske, psykologiske og sociale faktorer i en holistisk forklaringsmodel på udviklingen og vedligeholdelsen af kognitive vanskeligheder efter hjernerystelse er den bio-psyko-sociale model.10 Alt imens direkte virkninger af hovedtraume forårsager kognitive vanskeligheder i de første uger, involverer vedholdende symptomer øvrige psykosociale faktorer og mekanismer.10
Paradigmet er bl.a. inspireret af diatese stress-modellen, hvor man kan finde et samspil mellem individuelle prædisponerende sårbarhedsfaktorer og stressorer.11 Herunder anslås det, at individuelle forskelle bevirker sårbarhed hos nogle hjernerystelsespatienter, som kan fremme de posttraumatiske symptomer. I den forbindelse har man fundet, at præmorbide personlighedsmæssige- og affektive faktorer i form af neuroticisme, depression, stress og angstfølsomhed kan hæmme den efterfølgende bedring.11 Desuden peger litteraturen på angst som en potentiel årsag til vedligeholdelse af symptomer ved fejlagtig fortolkning og katastrofetænkning omkring symptomer12 og vedligeholdelse af sociale og erhvervsmæssige begrænsninger med påvirkning på livskvaliteten.13
Patientens egen opfattelse har betydning
Patientens opfattelse af, i hvilken grad symptomerne vil påvirke hans eller hendes liv, synes at være signifikant forbundet med mestringsadfærd, som derved spiller en rolle i vedligeholdelsen af selvsamme symptomer.14,15 Socialt set bliver personer påvirket af graden af støtte og forståelse fra omgivelserne, herunder fra såvel venner, arbejdsplads og familie. I forhold til arbejdspladsen kan manglende mulighed for fleksible og/eller tilpassede arbejdsrammer og opgaver medføre fyringer og dermed tabt økonomisk forsørgelsesgrundlag.
De kognitive vanskeligheder kan således opretholdes eller forværres på baggrund af gensidig interaktion mellem neurobiologiske forhold, prædisponerende forhold, psykologiske forhold og sociale forhold, der udspiller sig i en given social kontekst,10 og som er forbundne og dannende for forekomst, sværhedsgrad og variationer af kognitive vanskeligheder efter hjernerystelse.16
1. Marshall S BM, McCullagh S, Berrigan L, Fischer L, Ouchterlony D, Rockwell C, Velikonja D, et al Guideline for Concussion/Mild Traumatic Brain Injury and Prolonged Symptoms: 3nd Edition (for Adults 18+ years of age). Ontario Neurotrauma Foundation. 2018;
2. Romeu-Mejia R, Giza CC, Goldman JT. Concussion Pathophysiology and Injury Biomechanics. Current reviews in musculoskeletal medicine. 2019;12(2):105-116. doi:10.1007/s12178-019-09536-8.
3. Giza CC, Hovda DA. The New Neurometabolic Cascade of Concussion. Neurosurgery. 2014;75(suppl_4):S24-S33. doi:10.1227/NEU.0000000000000505.
4. Jaiswal MK. Toward a High-Resolution Neuroimaging Biomarker for Mild Traumatic Brain Injury: From Bench to Bedside. Frontiers in neurology. 2015;6:148-148. doi:10.3389/fneur.2015.00148.
5. Sorg SF, Delano-Wood L, Luc N, et al. White matter integrity in veterans with mild traumatic brain injury: associations with executive function and loss of consciousness. The journal of head trauma rehabilitation. 2014;29(1):21-32. doi:10.1097/HTR.0b013e31828a1aa4.
6. Biagianti B, Stocchetti N, Brambilla P, Van Vleet T. Brain dysfunction underlying prolonged post-concussive syndrome: A systematic review. Journal of affective disorders. 2020;262:71-76. doi:10.1016/j.jad.2019.10.058.
7. Fraser EE, Downing MG, Biernacki K, McKenzie DP, Ponsford JL. Cognitive Reserve and Age Predict Cognitive Recovery after Mild to Severe Traumatic Brain Injury. Journal of neurotrauma. 2019;36(19):2753-2761. doi:10.1089/neu.2019.6430.
8. Thomas MSC. Do more intelligent brains retain heightened plasticity for longer in development? A computational investigation. Developmental cognitive neuroscience. 2016;19(C):258-269. doi:10.1016/j.dcn.2016.04.002.
9. Moradi A, Pishva N, Ehsan HB, Hadadi P, pouladi F. The Relationship Between Coping Strategies and Emotional Intelligence. Procedia, social and behavioral sciences. 2011;30:748-751. doi:10.1016/j.sbspro.2011.10.146.
10. Polinder S, Cnossen M, Real RGL, et al. A Multidimensional Approach to Post-concussion Symptoms in Mild Traumatic Brain Injury. Frontiers in neurology. 2018;9(1113):1-14. doi:10.3389/fneur.2018.01113.
11. Ll Wood R. Understanding the ‘miserable minority’: a diasthesis-stress paradigm for post-concussional syndrome. Brain injury. 2004;18(11):1135-1153. doi:10.1080/02699050410001675906.
12. Miller LJ, Mittenberg W. Brief Cognitive Behavioral Interventions in Mild Traumatic Brain Injury. Applied neuropsychology. 1998;5(4):172-183. doi:10.1207/s15324826an0504_2.
13. Potter SDS, Brown RG, Fleminger S. Randomised, waiting list controlled trial of cognitive–behavioural therapy for persistent postconcussional symptoms after predominantly mild–moderate traumatic brain injury. Journal of neurology, neurosurgery and psychiatry. 2016;87(10):1075-1083. doi:10.1136/jnnp-2015-312838.
14. Silverberg ND, Hallam BJ, Rose A, et al. Cognitive-behavioral prevention of postconcussion syndrome in at-risk patients: a pilot randomized controlled trial. The journal of head trauma rehabilitation. 2013;28(4):313-322. doi:10.1097/HTR.0b013e3182915cb5.
15. Mittenberg W, DiGiulio DV, Perrin S, Bass AE. Symptoms following mild head injury: expectation as aetiology. Journal of neurology, neurosurgery and psychiatry. 1992;55(3):200-204. doi:10.1136/jnnp.55.3.200.
16. Van der Horn HJ, Out ML, de Koning ME, et al. An integrated perspective linking physiological and psychological consequences of mild traumatic brain injury. Journal of neurology. 2020;267(9):2497-2506. doi:10.1007/s00415-019-09335-8.
Hvordan undersøges kognitive vanskeligheder?
Ved en undersøgelse af kognitive vanskeligheder efter hjernerystelse kan man anvende forskellige udredningsværktøjer. Men selvom mange mener, at kognitive vanskeligheder ofte kan være et symptom på hjernerystelse1 er der stor forskel på, hvilket udredningsværktøj man anvender, og hvornår man gennemfører testning – hvis den bliver gennemført.2 Man anvender både selvrapportering og præstationsbaserede mål, men der er ikke altid overensstemmelse mellem dem.3 Når en person med hjernerystelse skal diagnosticeres for kognitive vanskeligheder, er det væsentligt, at den udredende klinik vurderer patienten fra et helhedsperspektiv, som bliver beskrevets nedenfor.
Undersøgelse af kognitive vanskeligheder: Klinisk interview
I den neuropsykologiske undersøgelse gennemføres et klinisk interview med et anamneseoptag, hvor man bl.a. undersøger kognitive vanskeligheder efter hjernerystelse. Der bliver systematisk undersøgt, hvilke typer af kognitive vanskeligheder personer med hjernerystelse oplever, og under hvilke omstændigheder de bliver oplevet. Herudover undersøges evt. medierende faktorer som alkoholindtag, stofmisbrug og affektive forstyrrelser som angst og depression, som har indvirkning på kognitive funktioner.1 Der bliver også undersøgt for præmorbid fysisk eller psykisk sygdom og historik for tidligere hovedtraumer. Desuden bliver en vurdering af præmorbid begavelse anslået ud fra en række forskellige faktorer såsom uddannelsesniveau, erhvervserfaring og komplementerende enkelte test.
Det er essentielt for det kliniske interview, at symptomerne bliver såvel hørt, spejlet og anerkendt, da den hjernerystelsesramtes og de pårørendes perspektiv har en afgørende betydning for den samlede udredning.4,5
Undersøgelse af kognitive vanskeligheder: Screening og selvrapporteringsskemaer
Der er udviklet enkelte selvrapporteringsværktøjer til screening for kognitive vanskeligheder. Blandt andet findes ’Cognitive failures questionaire’ (CFQ) udviklet af Donald Broadbent m.fl. i 1982.6 Spørgeskemaet indeholder 26 items, hvor hvert item scores på en 5 punkt likert skala. I en konfirmatorisk faktoranalyse fra 2009 blev det vist, at CFQ overordnet indeholder 3 faktorer som undersøges: glemsomhed, distraherbarhed og ’false triggering’ (afbrudt processering af sekvenser af kognitive eller motoriske handlinger).7
Undersøgelse af kognitive vanskeligheder: Neuropsykologiske tests
Kognitive vanskeligheder kan yderligere blive undersøgt via præstationsbaserede mål i neuropsykologiske tests, hvor en neuropsykolog tilgår og evaluerer patientens kognitive domæner.1 Herunder kan der systematisk blive undersøgt for opmærksomhed og koncentration, indlæring og hukommelse, visuokognitive funktioner og eksekutive funktioner (Se bilag 1 for eksempler herpå).
Bilag 1: Polinder m. flere, 2018.
Der er indsamlet normer på en lang række kvantitative test, som blandt andet er opgjort i alders- og uddannelsesniveau. Ud over den kvantitative scoringsopgørelse bliver der også tolket kvalitativt på blandt andet løsningstilgange til opgaverne, svar- og aktionslatens, forståelse og retention af instruktioner og generel adfærd under testning og fortløbende koncentrationsevne. En samlet testsession er blot en komponent i den samlede helhedsvurdering, som bliver vurderet sammen med det kliniske indtryk og anamnesen.
Forskel på de subjektivt rapporterede symptomer og resultater af kognitiv testning
Der findes hyppigt uoverensstemmelser mellem subjektiv symptomrapportering hos personer med senfølger efter hjernerystelse og de objektive resultater opnået ved kognitiv testning. F.eks. kan patienten rapportere koncentrationsvanskeligheder i sin hverdag, men neuropsykologen finder ikke tegn på forstyrret opmærksomhed og koncentration ved kognitiv testning.3 Her er det vigtigt at have in mente, at den kognitive testning finder sted under optimale omstændigheder med klare instruktioner og uden forstyrrelser, hvor hverdagssituationer er langt mere komplekse og stiller større og langvarige krav til personen. Dertil kommer, at personer med senfølger efter hjernerystelse ofte kortvarigt kan mobilisere den nødvendige energi, der skal til for at gennemføre testningen, men bliver så udmattet af den, at deres energiniveau er i bund adskillelige dage efter testningen.
Derfor bør en neuropsykolog altid overveje, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at gennemføre testningen i den givne situation. Omvendt kan man også finde et mere diffust testbillede hos de personer, som har svært ved at samle den fornødne energi, hvorved man kan finde udfald på samtlige kognitive domæner.
Den neuropsykologiske undersøgelses bidrag til den samlede indsats
Den neuropsykologiske udredning af kognitive vanskeligheder yder multiple bidrag i den samlede udredning, som er grundlag for at kunne fastsætte en optimal behandlingsstrategi. Der bliver ydet en neurofaglig ekspertise, som kan give patienterne indsigt i egne vanskeligheder, og som af patienterne selv bliver oplevet som værdifuld.5 Derudover kan vejledning på baggrund af udredte problemer hjælpe patienter til bedre at kompensere og gennemgå tilpasninger i dagligdagen, som imødekommer løsningsstrategier til selvsamme vanskeligheder. Der kan også ud fra undersøgelsen være belæg for at igangsætte formildende aktivitetsbetingelser, råd og vejledning under særlig krævende omstændigheder eller evt. målrettet træning mod specifikke kognitive domæner.5
Desuden kan undersøgelsen og den helhedsorienterede tilgang til mennesket bidrage i det samlede rehabiliteringsforløb, via rådgivning til personer fra andre fagområder, som kan anvende perspektiverne i skræddersyede tilpasninger og tilgange til det enkelte menneske.2
1. Polinder S, Cnossen M, Real RGL, et al. A Multidimensional Approach to Post-concussion Symptoms in Mild Traumatic Brain Injury. Frontiers in neurology. 2018;9(1113):1-14. doi:10.3389/fneur.2018.01113.
2. Covassin T, Elbin rRJ, Stiller-Ostrowski JL, Kontos AP. Immediate post-concussion assessment and cognitive testing (ImPACT) practices of sports medicine professionals. Journal of athletic training. 2009;44(6):639-644. doi:10.4085/1062-6050-44.6.639.
3. Brooks BL, McKay CD, Mrazik M, Barlow KM, Meeuwisse WH, Emery CA. Subjective, but not Objective, Lingering Effects of Multiple Past Concussions in Adolescents. Journal of neurotrauma. 2013;30(17):1469-1475. doi:10.1089/neu.2012.2720.
4. Stillman AM, Madigan N, Torres K, Swan N, Alexander MP. Subjective Cognitive Complaints in Concussion. Journal of neurotrauma. 2020;37(2):35-311. doi:10.1089/neu.2018.5925.
5. Silverberg ND, Iaccarino MA, Panenka WJ, et al. Management of Concussion and Mild Traumatic Brain Injury: A Synthesis of Practice Guidelines. Archives of physical medicine and rehabilitation. 2020;101(2):382-393. doi:10.1016/j.apmr.2019.10.179.
6. Broadbent DE, Cooper PF, FitzGerald P, Parkes KR. The Cognitive Failures Questionnaire (CFQ) and its correlates. British Journal of Clinical Psychology. 1982;21(1):1-16. doi:https://doi.org/10.1111/j.2044-8260.1982.tb01421.x
7. Rast P, Zimprich D, van Boxtel MPJ, Jolles J. Factor structure and measurement invariance of the cognitive failures questionnaire across the adult life span. Assessment (Odessa, Fla). 2009;16(2):145-158. doi:10.1177/1073191108324440.
8. Karr JE, Areshenkoff CN, Garcia-Barrera MA. The Neuropsychological Outcomes of Concussion: A Systematic Review of Meta-Analyses on the Cognitive Sequelae of Mild Traumatic Brain Injury. Neuropsychology. 2014;28(3):321-336. doi:10.1037/neu0000037.
Hvordan behandles kognitive vanskeligheder?
Når en patient med kognitive vanskeligheder efter hjernerystelse skal behandles, er det vigtigt tidligt at identificere, om patienten har risiko for længerevarende mén. Dermed vil en passende behandling kunne blive sat i gang, og samtidig vil det øge chancerne for optimal bedring.1 Kognitive vanskeligheder efter hjernerystelse kan nødvendiggøre forskellige typer af behandling og indsatser.
Kognitive vanskeligheder efter hjernerystelse er ofte forbundet med flere gensidigt påvirkende faktorer, der involverer interaktioner mellem fysiologiske-, psykologiske-, sociale- samt præmorbide individuelle faktorer.1,2 Kognitive symptomer efter hjernerystelse kan samtidig være fænotypisk overlappende med kognitive vanskeligheder ved kronisk smerte, depression, angst, søvn-forstyrrelser og psykiatriske lidelser.
Vigtig med grundig udredning
Derfor kræver det en omhyggelig udredning for at kunne beslutte, hvilken behandling, der skal til.3,4 På denne måde bør strategier for behandling af kognitive vanskeligheder sædvanligvis være helhedsorienteret, hvorunder der samtidig tages hensyn til individuelle behov og kompetencer.3,4 I litteraturen eksisterer desuden bred enighed om manglen på tydelige, evidensbaserede behandlingsstrategier til at guide den kliniske behandling af patienter med følger efter hjernerystelse.5 Dette understreger nødvendigheden af yderligere forskning og interventioner, der er udviklet på baggrund af valid teori, klinisk praksis og resultater fra store prospektive RCT studier.6,7
Der er kun ganske få studier, som har undersøgt associationen mellem farmakologiske interventioner og lindring af kognitive vanskeligheder efter hjernerystelse. Ved enkelte studier er der eksempelvis fundet effekt ved præparater som methylphenidate og guanfacine (normalt til behandling af ADHD), galantamine og donepezil (normalt til behandling af kognitive vanskeligheder ved alzheimers) og enzogenol (naturpræparat, indeholdende antioxidanter), enten ved selvrapporteret effekt eller ved kort kognitiv testning.8
Kun få foreløbige resultater
Det er dog kun foreløbige resultater af få studier, og der mangler høj-kvalitets og klinisk meningsfulde studier, herunder veludførte lodtrækningsstudier med store samples og prospektive observationelle studier, der gennem databaser indsamler relevante oplysninger om patienten, dennes behandling og effektmål.8
Litteraturen foreslår en række ikke-medicinske tilgange til behandling af vedvarende kognitive symptomer efter hjernerystelse. Der arbejdes typisk ud fra en kognitiv rehabiliteringstankegang, som rummer adskillige elementer, såsom uddannelse og vejledning, direkte træning, undervisning i kompensatoriske strategier, terapeutisk indsats mv.
Kognitiv rehabilitering
Kognitiv rehabilitering fokuserer dels på at forsøge at genoprette det præmorbide præstations- og aktivitetsniveau. Derudover arbejdes der dels også kompensatorisk med mere irreversible forandringer.9 Det gennemføres ved at anvende patientens kognitive ressourcer samtidig med at der arbejdes med strategier og redskaber, som kan understøtte personen i at genvinde ståsted i den aktuelle situation og vende tilbage til et aktivt og meningsfuldt liv. Tilgangen er helheds- og tværkontekstuelt orienteret. I tilgangen er der hyppigt også et erhvervsorienteret perspektiv, da rehabiliteringen for mange mennesker indebærer et mål om at komme tilbage i arbejde på del- eller fuldtid.9
Nedenfor fremgår en række komponenter, som kan indgå i kognitiv rehabilitering.
Psykoedukation
Der anvendes typisk fortløbende psykoedukation, som kan hjælpe patienter med deres sygdomsforståelse, herunder udvikle en konstruktiv og løsningsorienteret tilgang til egen situation, hvorved en oplevelse af kontrol over tilstanden kan forøges.10 I Litteraturen finder man bl.a. også association mellem psykoedukativ intervention og henholdsvis kortere varighed af symptomer11 og mindre grad af symptom-misattribution.1 Den Nationale Kliniske Retningslinje giver også en betinget anbefaling for psykoedukation.12
Computerbaseret træning
Computerbaseret kognitiv rehabilitering (CBCR) kan udgøre en lovende behandlingsform i forbedringen af arbejdshukommelse, opmærksomhed, eksekutive funktioner og andre kognitive funktioner hos personer med hovedtraumer13 og herunder lette hovedtraumer.10 Disse kognitive funktioner trænes ved hjælp af computerbaserede spil og øvelser, som er niveauinddelt i sværhedsgrader. Og i takt med at patienter gennemfører et niveau, kan de avancere i sværhedsgrad.10 Denne form for træning vil som oftest skulle suppleres med andre tiltag, bl.a. psykoedukation, vejledning og undervisning i kompensatoriske strategier.10
Træningen forløber ofte over 4-8 uger, hvor patienten anbefales at træne op til 5 dage om ugen af ca. 30 til 45 minutter om dagen. CBCR er tilgængelig og praktisk, da de fleste udgaver af CBCR-programmer tilbyder enten internetbaseret brugeradgang eller mulighed for installation på egen computer.13 Der findes kun en sparsom mængde af studier, som har behandlet CBCR efter hjernerystelse. Det er derfor usikkert, hvilken effekt CBCR har på kognitive funktioner ved lette hovedtraumer.
Psykoterapi
Psykoterapi, og eksempelvis kognitiv terapi, kan også indgå som behandlingsstrategi, hvor det tilstræbes at ændre patientens adfærd, kognition og følelser relateret til dagligdags- og eksistentielle betingelser efter skaden.6 Desuden kan terapi reducere stress, som kan forekomme på grund af vanskeligheder med at kunne udføre hverdagens gøremål i samme omfang som tidligere.5 Ved behov kan der også implementeres gruppeterapi, vredeshåndtering og familieterapi. Kognitiv adfærdsterapi har vist sig effektiv i forhold til at at forebygge14 og reducere mængde og sværhedsgrad af vedvarende symptomer efter hjernerystelse.15,16
Energiforvaltning
Mange oplever hjerneskadetræthed efter hjernerystelse, som kan være svært invaliderende og immobiliserende for at genoptage dagligdagens aktiviteter. Via rehabiliteringsstrategien ’energiforvaltning’ forsøger man gradvist at forøge samlet aktivitetsniveau, parallelt med forøgning af energiniveauer. Det gennemføres bl.a. ved brug af skemalægning for mål, aktiviteter og pauser og rådgivning i forhold til fysisk og kognitivt aktivitetstempo, kompleksitet og mængde og forhold til ressourcekrav. Der fokuseres samtidig på søvnhygiejne og døgnrytme regularitet, og undgåelse af alkohol og rusmidler.1
Meditation, mindfulness og afslapningsteknikker
Meditation, mindfulness og afslapningsteknikker kan også indgå i et rehabiliteringsprogram, som ligeledes kan afhjælpe stress, og hjælpe patienten til at inkorporere korte pauser i dagligdagen.17 Desuden virker mindfulness til at øge self-efficacy og patientens accept af situationen.17
Fysisk træning
Individuelt tilpasset fysisk træning og motion har fordelagtige virkninger på mental sundhed og kognition hos personer med senfølger efter hjernerystelse.18
Øvrige interventionsformer inden for generel rehabilitering
Alt afhængig af hvilke vanskeligheder patienter og pårørende oplever, kan nogle patienter have behov for en tværfaglig rehabiliteringsindsats.12 Her inddrages også andre nonfarmakologiske behandlingsformer under et rehabiliteringsforløb herunder fysio-terapeutisk behandling, vestibulær og visuel træning, indsatser inden for kognitiv rehabilitering som beskrevet ovenfor, og træning af sociale kompetencer.1
Nogle patienter benytter sig af alternative behandlingsformer, som inkluderer healing, osteopati, akupunktursessioner, pilates, yoga og massage. Det er uklart, hvorvidt disse tilgange har en direkte effekt på kognitive forstyrrelser efter hjernerystelse. Men de kan have en positiv indvirkning på den samlede symptombyrde, og derigennem kan de opleves som hjælpsomme i forhold til de oplevede kognitive vanskeligheder.
1. Marshall S BM, McCullagh S, Berrigan L, Fischer L, Ouchterlony D, Rockwell C, Velikonja D, et al Guideline for Concussion/Mild Traumatic Brain Injury and Prolonged Symptoms: 3nd Edition (for Adults 18+ years of age). Ontario Neurotrauma Foundation. 2018;
2. Polinder S, Cnossen M, Real RGL, et al. A Multidimensional Approach to Post-concussion Symptoms in Mild Traumatic Brain Injury. Frontiers in neurology. 2018;9(1113):1-14. doi:10.3389/fneur.2018.01113.
3. Rytter HM, Westenbaek K, Henriksen H, Christiansen P, Humle F. Specialized interdisciplinary rehabilitation reduces persistent post-concussive symptoms: a randomized clinical trial. Brain injury. 2019;33(3):266-281. doi:10.1080/02699052.2018.1552022.
4. Elgmark Andersson E, Emanuelson I, Björklund R, Stålhammar DA. Mild traumatic brain injuries: the impact of early intervention on late sequelae. A randomized controlled trial. Acta neurochirurgica. 2007;149(2):151-160. doi:10.1007/s00701-006-1082-0.
5. Al Sayegh A, Sandford D, Carson AJ. Psychological approaches to treatment of postconcussion syndrome: a systematic review. Journal of neurology, neurosurgery and psychiatry. 2010;81(10):1128-1134. doi:10.1136/jnnp.2008.170092.
6. Bergersen K, Halvorsen JØ, Tryti EA, Taylor SI, Olsen A. A systematic literature review of psychotherapeutic treatment of prolonged symptoms after mild traumatic brain injury. Brain injury. 2017;31(3):279-289. doi:10.1080/02699052.2016.1255779.
7. Snell DL, Surgenor LJ, Hay-Smith EJC, Siegert RJ. A systematic review of psychological treatments for mild traumatic brain injury: An update on the evidence. Journal of clinical and experimental neuropsychology. 2009;31(1):20-38. doi:10.1080/13803390801978849
8. Feinberg C, Carr C, Zemek R, et al. Association of Pharmacological Interventions With Symptom Burden Reduction in Patients With Mild Traumatic Brain Injury: A Systematic Review. JAMA neurology. 2021;78(5):596-608. doi:10.1001/jamaneurol.2020.5079.
9. Dornonville de la Cour FL, Rasmussen MA, Foged EM, Jensen LS, Schow T. Vocational Rehabilitation in Mild Traumatic Brain Injury: Supporting Return to Work and Daily Life Functioning. Original Research. Frontiers in Neurology. 2019-February-21 2019;10(103). doi:10.3389/fneur.2019.00103.
10. Caplain S, Chenuc G, Blancho S, Marque S, Aghakhani N. Efficacy of Psychoeducation and Cognitive Rehabilitation After Mild Traumatic Brain Injury for Preventing Post-concussional Syndrome in Individuals With High Risk of Poor Prognosis: A Randomized Clinical Trial. Frontiers in neurology. 2019;10:929-929. doi:10.3389/fneur.2019.00929.
11. Silverberg ND, Iaccarino MA, Panenka WJ, et al. Management of Concussion and Mild Traumatic Brain Injury: A Synthesis of Practice Guidelines. Archives of physical medicine and rehabilitation. 2020;101(2):382-393. doi:10.1016/j.apmr.2019.10.179.
12. Rytter HM, Graff HJ, Henriksen HK, et al. Nonpharmacological Treatment of Persistent Postconcussion Symptoms in Adults: A Systematic Review and Meta-analysis and Guideline Recommendation. JAMA Network Open. 2021;4(11):e2132221-e2132221. doi:10.1001/jamanetworkopen.2021.32221.
13. Fetta J, Starkweather A, Gill JM. Computer-Based Cognitive Rehabilitation Interventions for Traumatic Brain Injury: A Critical Review of the Literature. The Journal of neuroscience nursing. 2017;49(4):235-240. doi:10.1097/JNN.0000000000000298.
14. Silverberg ND, Hallam BJ, Rose A, et al. Cognitive-behavioral prevention of postconcussion syndrome in at-risk patients: a pilot randomized controlled trial. The journal of head trauma rehabilitation. 2013;28(4):313-322. doi:10.1097/HTR.0b013e3182915cb5.
15. Potter SDS, Brown RG, Fleminger S. Randomised, waiting list controlled trial of cognitive–behavioural therapy for persistent postconcussional symptoms after predominantly mild–moderate traumatic brain injury. Journal of neurology, neurosurgery and psychiatry. 2016;87(10):1075-1083. doi:10.1136/jnnp-2015-312838.
16. Thastum MM, Rask CU, Næss-Schmidt ET, et al. Novel interdisciplinary intervention, GAIN, vs. enhanced usual care to reduce high levels of post-concussion symptoms in adolescents and young adults 2–6 months post-injury: A randomised trial. EClinicalMedicine. 2019;17:100214-100214. doi:10.1016/j.eclinm.2019.11.007.
17. Azulay J, Smart CM, Mott T, Cicerone KD. A pilot study examining the effect of mindfulness-based stress reduction on symptoms of chronic mild traumatic brain injury/postconcussive syndrome. The journal of head trauma rehabilitation. 2013;28(4):323-331. doi:10.1097/HTR.0b013e318250ebda.
18. Leddy JJ, Haider MN, Ellis M, Willer BS. Exercise is Medicine for Concussion. Current sports medicine reports. 2018;17(8):262-270. doi:10.1249/JSR.0000000000000505.