Skanninger ved hjernerystelse

Forskellige skanninger ved hjernerystelse bliver ind imellem benyttet til diagnosticering. I dette afsnit behandler vi forskellige skanningsmetoder, som benyttes i forbindelse med diagnosticering og dokumentation af effekter af hjernerystelse på hjernen.

CT og MRI skanninger ved hjernerystelse

Når man har været udsat for et slag mod hovedet, bliver man i visse tilfælde sendt til en skanning. Som oftest vil det være en CT (computer tomografi) skanning. Nogen gange kan det også være en MRI (magnetic resonance imaging) skanning. I klinisk øjemed bliver disse metoder benyttet til at udelukke risikoen for sværere komplikationer umiddelbart efter en ulykke, f.eks. tilstedeværelse af en blødning.1,2 Skanningerne afslører dog ikke, hvorvidt patienten har pådraget sig en hjernerystelse, eller hvor alvorlig denne kan være. Det skyldes, at en skade efter hjernerystelse kommer til udtryk i mikroskopiske og diffuse ændringer i hjernen, som disse skanningstyper ikke kan generere billeder af.1, 2

Finder man tegn på en strukturel skade på en CT-skanning (fx tegn på blodansamling, det såkaldte hæmatom), vil det placere hjernerystelsen i den del af de milde traumatiske hjerneskader, der betegnes som komplicerede. Det kan have betydning for prognosen for forbedring.3

I Danmark bliver det ifølge retningslinjen fra Skandinavisk Neurotraume komité ikke anbefalet, at man altid foretager en CT scanning, når man overvejer diagnosen hjernerystelse.8 I stedet anbefaler de, at der først bliver taget en blodprøve (Serum-S100B) , og kun hvis denne er over den tilladte værdi (0,10 µg/l), bliver en CT scanning anbefalet.8, 9 I sin vurdering bør lægen derfor inddrage samtlige relevante kliniske parametre.   

CT eller MRI skanninger ikke egnet til at stille diagnosen hjernerystelse

CT eller strukturel MRI skanning vil for de fleste patienter med hjernerystelse vise normale forhold. I modsætning til de mere alvorlige former for traumatisk hjerneskade kan man nemlig hos hjernerystelsespatienter i højere grad se en funktionel forstyrrelse af bl.a. de metaboliske funktioner i hjernen og mikrostrukturelle forandringer, end man kan se makrostrukturelle ændringer som resultat af skaden.1

De klassiske skanningsmetoder som CT- og MRI-skanninger kan ikke afbilde disse forhold, og kan derfor ikke bruges til at stille diagnosen hjernerystelse. Selvom man ikke finder nogen fund ved disse skanninger ved hjernerystelse kan man nemlig ikke udelukke diagnosen hjernerystelse.

Andre skanningsmetoder ved hjernerystelse

For at øge forståelsen af hvilke mekanismer, der ligger til grund for hjernerystelse, har forskningen i stigende grad taget en lang række andre og mere raffinerede skanningsmetoder til sig. Skanningsmetoder, der undersøger både det funktionelle og strukturelle grundlag for skaden. 2 Mere avancerede skanningsmetoder som har f.eks. vist ændringer i hjernens energiomsætning, aktivering af inflammatorisk respons og ændringer i blodtilførslen i hjernen efter pådragelsen af en hjernerystelse.1, 2, 6, 7

De mere specialiserede udgaver af den klassiske MRI skanning (Gradient echo, susceptibility weighted MRI) er blevet brugt til at påvise mikroblødninger efter hjernerystelse,  der er udtryk for en diffus skade i hjernens hvide substans.1   

fRMI skanning ved hjernerystelse

Ud over dette er forskellige metoder blevet benyttet til at undersøge alle tidsmæssige stadier af tilstanden fra akut til kronisk.2 Eksempelvis fandt en amerikansk sammenligning fra 2014 af en række undersøgelser, udført i tidsperioden 1990-2011, at brugen af funktionel MRI (fMRI) og afslørede neurofysiologiske afvigelser hos hjernerystelsesramte kontra normal populationen.2

fMRI tillader et funktionelt indblik i de fysiologiske forandringer i hjernen ved at benytte ændringer i blodtilførslen til bestemte områder og til at afsløre ændrede aktivitetsmønstre i hjernen i den post-akutte fase.2

DTI-metode ved hjernerystelse

DTI-metoden udmærker sig ved at kunne give indblik i mikroskopiske skader i den hvide substans. Ved DTI undersøges niveauet af den fraktionelle anisotropi (Fractional anisotropy), som beskriver hvordan vandmolekyler diffunderer i specifikke områder af hjernen.2, 4

Undersøgelsen af denne proces er nyttig, da den netop viser mikrostrukturelle ændringer relateret til forbindelserne mellem hjernecellerne. 1, 2

Ovennævnte skanningsmetoder er eksempler på afbildningsmetoder, der generelt er bedre egnet til at påvise hjernens ændringer ved hjernerystelse end CT og strukturel MRI. De viser et lovende potentiale for videreudvikling. Aktuelt repræsenterer skanningsfundene imidlertid blot et forskningsmæssigt fremskridt, og der er fortsat et stykke vej, før de kan blive benyttet som et diagnostisk værktøj.1, 2

Men udviklingen går stærkt. Særligt DTI-metoden har i de senere år udviklet sig til et niveau, hvor anvendelsen af skanningen ved hjernerystelse i klinisk praksis bliver anbefalet af visse forskere.4 Dette skal særligt ses i forbindelse med afklaring af omfanget af mikrostrukturel skade som et udgangspunkt for diagnosticering efter en ulykke. Dog er der stadigvæk usikkerhed i forhold til, hvordan mikrostrukturelle skader hænger sammen med den kliniske prognose for bedring og yderligere grundforskning er i den forbindelse nødvendig.5 

Kilder

  1. Sharp DJ, Jenkins PO. Concussion is confusing us all. Pract Neurol 2015; 15: 172–186. DOI: 10.1136/practneurol-2015-001087  
  2. Eierud C, Craddock R, Fletcher S, Aulakh M, King-Casas B, Kuehl D, LaConte S. Neuroimaging after mild traumatic brain injury: Review and metaanalysis. NeuroImage 2014; 4: 283–294 DOI: http://dx.doi.org/10.1016/j.nicl.2013.12.009
  3. Levin HS, Diaz-Arrastia RR. Diagnosis prognosis and clinical management of mild traumatic brain injury. Lancet Neurol 2015; 14(5): 505-517. DOI: http://dx.doi.org/10.1016/ S1474-4422(15)00002-2             
  4. Hunter L, Lubin N, Glassman N, Xue X, Spira M, Lipton M. Comparing region of interest versus Voxel-Wise difusion tensor imaging analytic methods in mild and moderate traumatic brain injury. A systematic review and metaanalysis. J Neurotraum. 2019; 36: 1222-1230. DOI: 10.1089/neu.2018.5838       
  5. Røe C, Sveen U, Alvsåker K, Bautz-Holter E. Post-concussion symptoms after mild traumatic brain injury: influence of demographic factors and injury severity in a 1-year cohort study. Disabil. Rehabil. Disabil. 2009; 31(15): 1235-1243, DOI:  https://doi.org/10.1080/09638280802532720
  6. Vagnozzi R, Signoretti S, Cristofori L, Alessandrini F, Floris R, Isgrò E, Ria A, Marziale S, Zoccatelli G, Tavazzi B, Del Bolgia F, Sorge R, Broglio SP, McIntosh TK, Lazzarino G. Assessment of metabolic brain damage and recovery following mild traumatic brain injury: a multicentre, proton magnetic resonance spectroscopic study in concussed patients. Brain. 2010;133(11):3232–42. https://doi.org/10.1093/brain/awq200.
  7. Ebert SE, Jensen P, Ozenne B, Armand S, Svarer C, Stenbaek DS, Moeller K, Dyssegaard A, Thomsen G, Steinmetz J et, al. Molecular imaging of neuroinflammation in patients after mild traumatic brain injury: a longitudinal I-CLINDE single photon emission computed tomography study. EUR J neurol 2019; 0: 1-7. doi:10.1111/ene.13971     
  8. Eskesen V, Springborg JB, Unden J, Romner B. Initial håndtering af minimale, lette og moderate hovedtraumer hos voksne. Ugeskrift laeger. 2014: 176(9): 823-827.
  9. Eskesen V, Romner B. Hjernerystelse observation eller CT-scanning – En kommenteret udenlandsk medicinsk teknologi vurdering. Sundhedsstyrelsen Monitorering og medicinsk teknologi udvikling. 2008; 1(4): 3-22.skanningsmeskannings