Spring til indhold

Det diagnostiske interview

Når lægen skal diagnosticere en hjernerystelse, er en af udfordringer at patientens hjernefunktion er påvirket i tiden (minutter til dage) efter hovedtraumet, hvilket bl.a. kan påvirke vedkommendes mentale tilstand og hukommelse. Derfor kan fagpersoner med fordel anvende det diagnostiske interview til at sikre en systematisk udredning

De følgende 7 trin er bygget på ACRMs kriterier for diagnosen hjernerystelse,1 hvilke baserer sig på en samlet klinisk vurdering af a) hændelsesforløb og traumemekanisme, b) symptomer og kliniske tegn på hjernerystelse og c) eksklusion af andre bagvedliggende årsager. Det er samtidig en forkortet version af det fulde diagnostiske interview, som ACRM anbefaler.

Syv trin i det diagnostiske interview

Bed patienten om at beskrive hændelsesforløbet omkring traumet, hvornår det skete (dag, måned, år for hændelsen). Lyt opmærksomt og spørg ind til traumet. Få indsigt i, hvilke dele af beretning, patienten selv har oplevet, og hvad patienten har hørt fra andre efter ulykken. 

  • Var der direkte sammenstød med en genstand (fx hoved ramte bildør)
  • Blev hovedet udsat for pludselig acceleration/deceleratio
  • Var patienten udsat for trykbølgerne fra en eksplosion

Spørg også ind til andre detaljer omkring:

  • Hvilken intensitet havde traumet? (fra hvilken højde faldt du?) 
  • Hvordan ramte dit hoved bildøren?

Kriterie 1 – plausibel skadesmekanisme

Undersøg patientens egen oplevelse umiddelbart efter skaden – inkluder gerne vidners beretninger:

  • Hvad tænkte, gjorde eller sagde du i de første minutter til timer efter hændelsen?
  • Var der nogen, der bemærkede, om du virkede forvirret, talte anderledes, bevægede dig atypisk eller på anden måde opførte dig usædvanligt?

Kriterie 2: Et eller flere observerbare kliniske tegn

  • Ved du om du var bevidstløs umiddelbart efter hændelsen?
  • Var der fx en periode hvor du lå stille og ikke var kontaktbar?
  • Hvor længe varede det? (i minutter eller timer)
  • Hvordan ved du, at du var bevidstløs efter skaden? (selv-rapporteret, vidne)  

OBS! Bevidstløshed må ikke overstige 30 minutter

Kriterie 2: Et eller flere observerbare kliniske tegn

Undersøg hvor lang tid der gik mellem det sidste, patienten kunne huske før traumet og selve traumetidspunktet.

Undersøg også hvor lang tid gik der mellem traumetidspunktet og det første patienten kunne huske efterfølgende.

  • Hvad er det sidste du husker skete før skaden?
  • Hvad er det første du kan huske efter skaden?
  • Hvordan ved du, at du havde problemer med at huske? (Hvilken information anvendte patienten til at finde ud af, at han/hun havde huller i hukommelsen).

OBS! Retrograd og posttraumatisk amnesi må ikke overstige 24 timer.

Kriterie 2: Et eller flere observerbare kliniske tegn

Motorisk

  • Oplevede du selv eller er der nogen, der har fortalt dig, at du havde problemer med balance umiddelbart efter skaden?
  • Kan det skyldes, at du havde slået dig andre steder?

Anfald

  • Oplevede du selv eller er der nogen, der har fortalt dig, at du lavede nogle anfaldslignende bevægelser efter skaden?
  • Oplevede du fx ukontrollerede bevægelser i arme og ben? Hvor lang tid efter skaden var det?

Tonisk kropsstilling

  • Oplevede du selv eller er der nogen, der har fortalt dig, at du umiddelbart efter skaden havde en stiv eller usædvanlig kropsstilling?
  • Oplevede du fx at du lå med strakte eller krampagtigt bøjede ben eller arme?

Kriterie 2: Et eller flere observerbare kliniske tegn

  • Oplevede du at være forvirret, omtumlet eller desorienteret umiddelbart efter traumet (subjektive symptomer på ændret mental tilstand)?
  • Havde du i timerne eller dagene efter skaden andre symptomer eller problemer? Kan du beskrive dem nærmere?

OBS! Symptomerne skal være nye eller forværrende inden for 72 timer efter hovedtraumet. Symptomer relateret til hjernerystelse kan være hovedpine, kvalme, svimmelhed, synsproblemer, lyd-/lysfølsomhed, omtåget, mentalt langsom, koncentrationsproblemer, hukommelsesproblemer, emotionel labilitet, irritabilitet, balanceproblemer.

Alkohol:

  • Indtog patienten alkohol på skadestidspunktet, og kan alkoholindtaget have påvirket hukommelse, balance eller kognitive funktioner i forbindelse med hændelsen

Rusmidler:

  • Indtog patienten rusmidler på skadestidspunktet (fx cannabis, kokain, opioider, ecstasy, hallucinogener mv.), og kan det have påvirket hukommelse, balance eller kognitive funktioner i forbindelse med hændelsen.

Psykologisk traume:

  • Var skaden eller omstændighederne så følelsesmæssigt belastende, at det kunne påvirket patientens evne til at tænke klart? (Var du bekymret for, om du kunne blive alvorligt skadet eller miste livet? Var du bekymret for andres sikkerhed? Var du panisk eller bange? Var det som om tiden gik i stå? Oplevede du at tingene omkring dig var uvirkelige eller som i en drøm – måske en ud-af-kroppen oplevelse, hvor du syntes at observere hændelserne uden for din egen krop?) 

Synkope:

  • Ved patienten om vedkommende besvimede få øjeblikke eller sekunder før skaden?

Søvn:

  • Sov patient, da traumehændelsen fandt sted?

Smerte:

  • Kom andre dele af patientens krop til skade? Var han/hun i voldsom smerte? Var smerten så voldsom, at det var alt vedkommende kunne tænke på?

Medicin:

  • Indtog patienten noget medicin umiddelbart efter hændelsen? Var dette noget andet end hvad patienten sædvanligvis tager? Medførte medicinen at patienten følte sig søvnig eller lidt ved siden af sig selv?

Blodtab:

  • Havde patienten sår på kroppen som medførte større blodtab? Fortalte nogen, at patienten besvimede eller ”blacked out” på grund af blodtabet? Fik patienten blodtransfusion på grund af skaderne?

Intubering:

  • Blev patient efter skaden sederet og anlagt luftvejshjælp, fx en tube i munden eller en kirurgisk anlagt luftvej i halsen, for at understøtte vejrtrækningen. Hvornår blev tuben til vejrtrækningsstøtte blev fjernet?

Akut vurdering og håndtering 
I den akutte fase efter skadeshændelsen er det primære fokus på en sikker håndtering af den tilskadekomne, samt vurdering af behov for yderligere udredning eller intervention i hospitalsregi. Dog er det vigtigt, at diagnosen stilles korrekt, og at patienten modtager korrekt information og vejledning, da det har stor indflydelse på patientens videre forløb. 

Diagnostisk interview efter den akutte fase
Diagnosen kan også stilles retrospektivt (efter de første 3 dage), men anvendelse af ACRM-kriterierne er enklest i den akutte fase. Ved senere vurdering (post-akut) opstår ofte usikkerhed omkring detaljer ved hændelsen og objektive fund fra skadestidspunktet. Centrale kriterier påvirkes derfor af risiko for hukommelsesbias både hos patienten og pårørende, forvekslingsfaktorer (fx alkohol, søvnmangel, angst), i journalen kan der mangle relevant akut dokumentation. Den retrospektive gennemgang kan være påvirket af efterrationaliseringer, fx at patienten tolker symptomer, der er dukket op som reaktion på anden situation som værende relateret til hovedtraumet.

Kilder 
1. Silverberg ND, Iverson GL, Brown J, Cogan A, Dams-O’Connor K, Delmonico R, Graf MJP, Iaccarino MA, Kajankova M, Kamins J, PT KLM, McKinney G, Nagele D, Panenka WJ, Rabinowitz AR, et al. The American Congress of Rehabilitation Medicine Diagnostic Criteria for Mild Traumatic Brain Injury. Arch Phys Med Rehabil. 2023:1-13. doi:https://doi.org/10.1016/j.apmr.2023.03.036