- Senest opdateret: 14. april 2020
Ifølge et nyt amerikansk studie fra 2020 kan hjernerystelsespatienter opleve langvarige og kvalitative forværringer af deres mobilitet i forhold til at dreje sig.
Tidligere forskning har påvist, at flere hjernerystelsespatienter oplever akutte mobilitetsudfordringer med bl.a. balancen. Desuden lader ca. hver tredje af de hjernerystelsesramte til at have mobilitetsudfordringer i en længere periode. Den tidligere forskning beror i høj grad på kliniske selvrapporteringsskalaer, hvor patienten selv vurderer sine symptomer. Patientens eget perspektiv er naturligvis en vigtig informationskilde, men er samtidig også en subjektiv vurdering, der kan være påvirket af fejlkilder. Det er derfor vigtigt at supplere den subjektive vurdering med objektive målingsmetoder. Det vil give en mere repræsentativ opfattelse af symptomerne efter en hjernerystelse.
I modsætning til disse tidligere forskningsresultater indikerer det amerikanske studie, at hjernerystelsespatienter kan opleve langvarige og kvalitative forværringer af deres mobilitet, men som ikke nødvendigvis vil komme til udtryk i selvrapporteringer. Studiet undersøger 29 personer med vedvarende balanceproblemer (gennemsnitlig 419 dage) efter hjernerystelse. Disse holdes op imod 23 kontrolpersoner uden hjernerystelse. Mere specifikt bliver der målt på faktorer, som beskæftiger sig både med omfanget af bevægelse og med kvaliteten af de motoriske handlinger. Der er hidtil sjældent blevet taget højde for sidstnævnte – altså hvordan personer med hjernerystelse bevæger sig, men i det amerikanske studie retter de blikket mod personernes evne til at dreje sig1.
Forskellige metodiske tilgange og begrænsninger
Laboratoriestudier har gennem både dyremodeller og undersøgelser foretaget på mennesker vist, at personer med hjernerystelse både akut og kronisk kan opleve en forværret balance og gangart – også efter at de er blevet erklæret raske i klinisk sammenhæng.
Andre studier finder omvendt, at mobilitet hos hjernerystelsespatienter ikke adskiller sig fra kontrolgrupperne. Der lader grundlæggende til at have været mere fokus på den akutte mobilitet end den kroniske.
Tidligere studiers manglende entydighed kan være et udtryk for laboratorieeksperimenters forskellige metodiske tilgange og begrænsninger. I laboratoriet er det bl.a. kun muligt at foretage standardmål af balance og gangart – såsom hastighed. Samtidig skal forsøgspersonen gå på en lige linje, hvilket ikke stemmer overens med store dele af hverdagens bevægelsesmønstre1.
Derfor foretog det amerikanske studie undersøgelser af hvordan folk reelt bevæger sig i hverdagen for at få et mere nuanceret indblik i personernes mobilitet. Forskerne benyttede Inertial Measurement Units (IMU), som er nøjagtige sensorer, som fæstnes omkring livet på en person i over en uge. Disse kan måle graden af fysisk aktivitet såvel som den kvalitative karakter af bevægelser1.
Metoden er tidligere blevet brugt til at undersøge dyr2 og i pilotstudier af børn3,4. i den akutte fase efter en hjernerystelse. Hertil blev der påvist en forskel i kvantiteten af aktivitet mellem hjernerystelsesramte og kontrolgrupperne2,3,4. Men studierne har ikke undersøgt kvaliteten.
Hjernerystelse påvirker evnen til at dreje sig
I det amerikanske studie finder de modsat ikke nogen forskel på omfanget af fysisk aktivitet i gruppen med kronisk hjernerystelse og kontrolgruppen. Men de finder en tydelig forskel, hvad angår de kvalitative faktorer. Hjernerystelse medfører altså tilsyneladende ingen ændringer i mængden af gang eller drejninger, men ændrer hvordan en person drejer sig. Gruppen med vedvarende balanceklager efter hjernerystelse havde altså forværret evne til at dreje sig. Det skyldes formentlig, at det at dreje kroppen involverer en mere kompleks koordinering af legemer, kropsvinkling og balancefordeling, end det at gå ligeud1.
Kilder
1: Stuart S, Parrington L, Martini DN, Kreter N, Chesnutt JC, Fino PC, King LA. Analysis of Free-Living Mobility in People with Mild Traumatic Brain Injury and Healthy Controls: Quality over Quantity. J Neurotrauma. 2020;37:139-45.
2: Olson E, Badder C, Sullivan S, Smith C, Propert K, Margulies SS. Alterations in daytime and nighttime activity in piglets after focal and diffuse brain injury. J Neurotrauma. 2016;33:734-40.
3: Sufrinko AM, Howie EK, Collins RJ, Kontos AP. A Preliminary investigation of accelerometer-derived sleep and physical activity following sport-related concussion. J Head Trauma Rehabil. 2018;33(64-74).
4: Maerlender A, Rieman W, Lichtenstein J, Condiracci C. Programmed physical exertion in recovery from sports-related concussion: a randomized pilot study. Dev. Neuropsychol. 2015;40:273-78.