Diagnosticering af Postcommotionelt syndrom

Her på siden kan du få information om diagnosticering af Postcommotionelt syndrom – også kaldet PCS. 

Der er usikkerhed omkring diagnosticering af Postcommotionelt syndrom (PCS). Det har vist sig i de internationale diagnostiske manualer. Et af de store diskussionspunkter er hvornår, diagnosen PCS skal benyttes. Nogle manualer angiver en specifik tidsramme, mens andre er mindre klare på, hvornår begrebet PCS bør benyttes. Der er således ikke konsensus, hvad dette angår1.

Begrebet Postcommotionelt syndrom har været anvendt i to diagnostiske manualer, nemlig DSM-IV og ICD-10. I de nyere udgaver af disse manualer, nemlig DSM-V og ICD-11 er man, grundet de ovennævnte vanskeligheder, gået væk fra brugen af begrebet. Kriterier nævnt i de ældre udgaver af manualerne anvendes dog fortsat i forskningen. Nedenfor kan du få et overblik over, hvordan begrebet optræder i de forskellige opslagsværker.

ICD-10 manualen (The International Statistical Classification of Diseases and Health Related Problems) er et klassifikationssystem af sygdomme og helbredsrelaterede problemer, der er udarbejdet af WHO (World Health Organization).

ICD-10 benyttes som standard i det kliniske arbejde i Danmark2.. ICD-10 benytter betegnelsen Posttraumatisk Hjernesyndrom og kræver, at man har fået en hjernerystelse med tab af bevidsthed og efterfølgende oplever mindst tre af følgende symptomer i mere end 4 uger:

  1. Hovedpine
  2. Svimmelhed
  3. Træthed
  4. Irritabilitet
  5. Følelsesmæssige forandringer som sænket stemningsleje, reduceret tolerance over for stress, eller alkohol
  6. Klager over koncentrationsbesvær
  7. Hukommelsesvanskeligheder
  8. Søvnproblemer

 

Ingen øvre tidsgrænse for varighed

Der ses ofte bekymring over ovenstående symptomer og frygt for permanent hjerneskade i et omfang, der kan fremprovokere helbredsrelateret angst. ICD-10 definerer ikke en øvre tidsgrænse for, hvor længe symptomerne bør vare ved, før termen PCS benyttes3. Diagnosen stilles ud fra patientens subjektive klager, og der stilles ikke krav til neuropsykologisk testning1.          

ICD-11 manualen undlader også at benytte betegnelsen postcommotionelt syndrom. Den benytter udelukkende betegnelsen neurokognitiv forstyrrelse på grund af hovedtraumet.

Det er på nuværende tidspunkt uklart, hvilken indvirkning denne ændring kommer til at have på klinisk praksis.

ICD-11 bliver taget i brug i Danmark i 2022.     

Den fjerde udgave af den diagnostiske og statistiske manual for mentale sygdomme (DSM-IV) er et klassifikationssystem, der bl.a. benyttes i USA4. DSM benytter betegnelsen Postconcussional syndrom.

Bevidsthedstab og mindst tre symptomer

For at kunne stille diagnosen kræver DSM-IV, at man har fået en hjernerystelse med bevidsthedstab, som efterfølgende medfører en svækkelse i patientens opmærksomhed og hukommelse, hvilket kan påvises ved neuropsykologisk testning. Det kræves også, at de symptomer, som patienten oplever, medfører en klinisk signifikant svækkelse af det sociale og beskæftigelsesmæssige funktionsniveau hos patienten, og at symptomerne varer minimum tre måneder.

Desuden skal mindst tre af følgende symptomer være til stede, enten som nyligt opståede efter skaden eller som en målbar forværring fra før traumet:

  1. Højere niveau af træthed og udmattelse
  2. Hovedpine
  3. Forstyrret søvn
  4. Svimmelhed
  5. Irritabilitet eller aggression som følge af ingen eller lille provokation
  6. Angst
  7. Depression
  8. Ændringer i personlighed der f.eks. medfører socialt upassende opførsel
  9. Apati og nedsat spontanitet

En nyere udgave af DSM manualen blev udgivet i 20131. Denne manual italesætter langvarige symptomer efter hjernerystelse som en del af det generelle spektrum af neurokognitive skader. Den anvender ikke begrebet Postcommotionelt syndrom, og bruger i stedet betegnelsen ”neurokognitiv forstyrrelse som følge af et hjernetraume”. Denne forstyrrelse kan ifølge DSM-V være større eller mindre.   

 DSM-V definitionen specificerer, at symptomerne udvikles umiddelbart efter traumet, eller efter genvindelsen af bevidsthed, og fortsætter indtil efter den post-akutte periode, der oftest varer op til 3 måneder1.

DSM-IV og DSM-V bliver ikke benyttet klinisk i Danmark, men fortrinsvist i USA4, og er ofte anvendt i forskningen.                                                                           

 

En konsensus udtalelse fra en række forskere, der deltog i konferencen for sportsrelateret hjernerystelse, der blev holdt i 20161, 5, italesatte et lignende symptombillede på langvarige symptomer efter hjernerystelse som de andre diagnostiske manualer. Symptombilledet inkluderede både fysiske, kognitive og følelsesmæssige symptomer1. Man taler om langvarige symptomer, hvis de varer længere end 10-14 dage for voksne.

Konsensus udtalelsen omhandler specifikt sportsrelateret hjernerystelse, da man oftest undersøger sportspopulationer særskilt fra den generelle befolkning. Men ellers er der ikke forskel i skadesmekanismer og symptombillede mellem de to grupper3.                   

Kilder

1: Dwyer B, Katz DI. Postconcussion Syndrom. Handbook of Clinical Neurology – Sports neurology. 2018; 18; 163-178.

2: World Health Organization. The ICD-10 Classification of Mental and Behavioural Disorders. Diagnostic criteria for research. Geneva, 1993).

3: Sussman ES, Pendharkar AV, Ho AL, Ghajar, J. Mild traumatic brain injury and concussion: terminology and classification. Handbook of clinical neurology. Sports neurology. 2018; 158: 21-24.

4: American Psychiatric Association. Diagnostic and statistical manual of mental disorders: DSM-IV [Internet]. 4th ed. Washington (DC): American Psychiatric Association; 1994

5: McCrory P, Meeuwisse W, Dvořák J, Aubry M, Bailes J, Broglio S, Cantu RC, Cassidy D, Echemendia RJ, et al. Consensus Statement on Concussion in Sport – The 5th International Conference on Concussion in Sport Held in Berlin, October 2016. Br. J Sports Med. 2017; 51(11): 838-847. DOI: 10.1136/bjsports-2017-097699.