Senfølger efter hjernerystelse

De fleste, der får hjernerystelse, kommer sig af sig selv inden for den første tid. En andel oplever dog senfølger efter hjernerystelse i månederne, og i nogle tilfælde årene, efter hovedtraumet1, 2. De personer, der oplever dette, og som fortsat bliver påvirket af symptomerne i deres dagligliv, bliver betegnet som at have ’postcommotionelt syndrom’ – også forkortet som PCS3,4.

Hvad er senfølger efter hjernerystelse?

Senfølger efter hjernerystelse er en kompleks tilstand sammensat af en række kropslige, kognitive og følelsesmæssige symptomer3,4. Typiske symptomer inkluderer bl.a. hovedpine, kvalme, svimmelhed, lys og lydfølsomhed, søvnproblemer, træthed, nedsat opmærksomheds- og hukommelseskapacitet, langsommere tænkning, følelsesmæssig og kognitiv udmattelse, irritabilitet, depression og angst4. Der er dog stor individuel forskel på, hvordan symptomerne viser sig, og i hvilke kombinationer de optræder3,4,5.

PCS eller senfølger efter hjernerystelse

Mange af de ovennævnte symptomer optræder ikke alene efter hjernerystelse, men kan også være til stede ved andre lidelser. De kan derfor ikke siges at være karakteristiske for hjernerystelse, og derfor er det ikke korrekt at bruge begrebet ”syndrom” om tilstanden. I stedet har man internationalt sat fokus på symptomerne i sig selv. Man fokuserer således ikke på tilstanden som et samlet syndrom, men i stedet på de individuelle symptomers forskelligartede natur6. I fagkredse betegner man derfor nu personer, der bliver påvirket af hjernerystelse længe efter skaden, som patienter med langvarige symptomer efter hjernerystelse, ’persistent post-concussion symptoms’6. I daglig tale benyttes begrebet PCS dog stadig.

Hvorfor senfølger efter hjernerystelse?

Selvom vi efterhånden ved mere om baggrunden for symptomerne i den akutte fase efter hjernerystelse, eksisterer der stadig mange bud på, hvad årsagen til senfølger efter hjernerystelse er, og der er stadig ikke fundet én bagvedliggende neurologisk mekanisme, der forklarer tilstanden3,4,7,8. Der er heller ikke enighed om, hvor længe symptomerne skal have varet, for at man taler om langvarige symptomer. Nogle tager udgangspunkt i, at den forventede periode for spontan bedring er 2-3 uger efter hjernerystelse, og taler om langvarige symptomer, når der er gået mere end 4 uger. Andre forslår at tale om langvarige symptomer, når der er gået 3 måneder, da flere oplever bedring i løbet af de første måneder efter hjernerystelse.

Der er ligeledes mange bud på, hvilke konstellationer af symptomer, der er nødvendige for at kunne stille diagnosen. Og forskellige internationale diagnosemanualer har forsøgt at definere en række kriterier uden at nå konsensus4. Selvom der ses et betydeligt overlap i det beskrevne symptombillede i de diagnostiske manualer, er der samtidigt større forskelle i de nødvendige kriterier3. Dette medfører, at forskningen benytter forskellige inklusionskriterier, og at der er forskellige opfattelser blandt klinikere i praksis4,9.

Overlap mellem langvarige følger efter hjernerystelse og andre sygdomme

En af de fundamentale problemstillinger ved definitionen og afgrænsning af senfølger efter hjernerystelse er, at der eksisterer et betydeligt overlap til andre sygdomstilstande. Eksempelvis kan patienter, der lider af kroniske smerter, piskesmæld, PTSD, migræne, depression og angst allesammen opleve delelementer af sygdomsbilledet ved langvarige symptomer efter hjernerystelse3,4. Præeksisterende tilstande, der falder inden for dette spektrum af symptomer, kan dermed også forværre symptomoplevelsen og yderligere besværliggøre den diagnostiske proces5,10. Delelementer af tilstanden, såsom problemer med hovedpine og træthed, optræder også i normalbefolkningen. Det gør det yderligere vanskeligt at diagnosticere og definere de præcise grænser for, hvad der udgør tilstanden.

Kilder

1: Skandsen T, Einarsen C. E, Normann I, Bjøralt S, Karlsen R. H, McDonagh D, Nilsen T. L, Akslen A. N, Håberg A. K. et al. The epidemiology of mild traumatic brain injury: the Trondheim MTBI follow-up study. Scand J Trauma Resusc Emerg Med. 2018;26(1):34.

2: McMahon PJ, Hricik A, Yue JK, Puccio AM, Inoue T, Lingsma HF, Beers SR, Gordon WA, Valadka AB el al. Symptomatology and functional outcome in Mild Traumatic Brain Injury: Results from the prospective TRACK-TBI study. J Neurotrauma. 2014; 31: 26-33

3: Iverson GL. Network analysis and Precision rehabilitation for the post-concussion syndrome. Front Neurol. 2019; 10(489): 1-10          

4: Dwyer B, Katz DI. Postconcussion Syndrom. Handbook of Clinical Neurology – Sports neurology. 2018; 18; 163-178.

5: Polinder S, Cnossen MC, Real GL, Covic A, Gorbunova A, Voormolen DC, Master CL, Haagsma JA, Diaz-Arrastia R et al. A multidimensional approach to post-concussion symptoms in mild traumatic brain injury. Front Neurol. 2018;  9(1113): 1-14.

6: Rytter HM, Westenbaek K, Henriksen H, Christiansen P, Humle F. Specialized interdisciplinary rehabilitation reduces persistent post-concussive symptoms: a randomized clinical trial, Brain Injury. 2019; 33:3, 266-281, DOI: 10.1080/02699052.2018.1552022.

7: Eierud C, Craddock R, Fletcher S, Aulakh M, King-Casas B, Kuehl D, LaConte S. Neuroimaging after mild traumatic brain injury: Review and metaanalysis. Neuro Imag 2014; 4: 283–294.

8: Romeu-Mejia, R., Giza, C.C. & Goldman, J.T. Concussion Pathophysiology and Injury Biomechanics. Curr Rev Musculoskelet Med. 2019; 12: 105–116 https://doi.org/10.1007/s12178-019-09536-8.

9: Sharp DJ, Jenkins PO. Concussion is Confusing Us All. Pract Neurol 2015; 15: 172–186.

10: Belanger H, Kretzmer T, Vanderploeg R, French, L. Symptom complaints following combat-related traumatic brain injury: Relationship to traumatic brain injury severity and posttraumatic stress disorder. J Int Neuropsych Soc. 2010; 16(1): 194-199. DOI:10.1017/S1355617709990841langvarige