Vejen tilbage i job kan være svær efter hjernerystelse

Manglende viden om hjernerystelse, tværsektoriel samarbejde og uens behandlingstilbud er den virkelighed patienter med længerevarende hjernerystelse ofte møder, når de har brug for behandling og hjælp til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det viser et nyt dansk studie fra 2020.

Nyt dansk kvalitativt studie, foretaget af blandt andre Heidi Graff fra Dansk Center for Hjernerystelse, ph.d., har på baggrund af interviews undersøgt 22 hjernerystelsesramtes opfattelse af, hvordan det har været at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Studiet viser hvordan forskellige aktører, herunder sundhedspersoner og andre fagprofessionelle, som de ramte havde været i kontakt med i deres forløb, påvirkede deres tilbagevenden til arbejdsmarkedet. 

I studiet fremhævede de hjernerystelsesramte følgende tre aktører; arbejdsgivere, praktiserende læger og kommuner som de vigtigste i deres forløb i forhold til at hæmme eller fremme deres forløb og tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Arbejdsgivere sørger ikke for gradvis tilbagevenden

Studiet viste, at samarbejdet med arbejdsgiveren omkring tilbagevenden til arbejdspladsen er afgørende for en succesfuld genoptagelse af arbejdet efter hjernerystelse. De hjernerystelsesramte fremhævede, at de ofte oplevede en barriere ved at kunne vende gradvist tilbage til arbejdet f.eks. ved at arbejde på nedsat tid, få færre opgaver og andre typer opgaver, end dem de sad med inden hjernerystelsen.

Samarbejdet med kollegaerne viste sig også at spille ind i forhold til at hæmme deres tilbagevenden, hvis de ikke mødte forståelse og vilje hos kollegaerne til at tage over på nogle af deres opgaver. Det gjorde, at de følte sig pressede til at påtage sig flere opgaver end de formåede, og derfor fik flere symptomer og dermed længere sygefravær.

Modsat det, der fremmede patienternes tilbagevenden til arbejdsmarkedet, blev beskrevet som fleksible arbejdstimer, opgaver, der var tilpasset deres formåen, støttende og forstående kollegaer.

Hjernerystelsesramte må selv søge hjælp

Studiet viste også, at de praktiserende læger er gode til at udskrive speciallæge henvisninger med henblik på at få udredt patienterne. De hjernerystelsesramte oplevede derimod, at de praktiserende læger ofte manglede viden om hjernerystelse, når symptomerne blev længerevarende, herunder hvilke henvisningsmuligheder til f.eks. genoptræning der var til rådighed for dem.

Tværsektorielt samarbejde mangler

De hjernerystelsesramte beskrev, at de praktiserende læger ikke har indsigt i, hvad den enkelte kommune tilbyder af rehabiliteringsforløb. Det skyldes, at der mangler retningslinjer for patienter med længerevarende symptomer efter hjernerystelse, og at det tværsektorielle samarbejde mellem de praktiserende læger og kommunerne mangler. Flere af de adspurgte patienter oplevede således, at det var deres eget ansvar at håndtere deres sygdomsforløb og finde den rette hjælp.

Mistillid og irrelevante tilbud fra kommuner

Som konsekvens beskrev patienterne stor forskel på de tilbud, de hjernerystelsesramte fik i landets kommuner. Nogle boede i en kommune, som tilbød relevante tilbud, mens andre oplevede det modsatte. Ligesom de praktiserende læger manglede mange kommuner, ifølge de medvirkende patienter, også viden til at kunne give det rette behandlingstilbud.

Hjerneskadekoordinatorerne i kommunerne viste sig i studiet at være en hjælp for patienterne til at blive gjort opmærksom på relevante behandlingsforløb hos f.eks. en optometrist og til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Men ofte var hjerneskadekoordinatorerne ikke til rådighed i kommunerne. Og i de tilfælde de var til rådighed, beskrev patienterne, at hjernerystelse ofte lå uden for deres ansvarsområde.

Derudover viste studiet, at de møder, som patienterne blev indkaldt til med sagsbehandlerne i kommunerne, ofte var for hyppige, unødvendige, og ikke tilpasset den enkeltes behov. De oplevede også, at de ofte skulle forsvare deres hjernerystelse og vedvarende symptomer, fordi de symptomer de har, er usynlige for deres omgivelser.

Studiet viste desuden, at patienterne også oplevede, at kommunerne ikke var gode til at planlægge deres forløb, og at de først fik tilbudt et forløb 6 – 12 måneder efter deres hjernerystelse,

Svær proces at vende tilbage til arbejdsmarkedet

– Samlet set viser dette studie, at det kan være en vanskelig proces at vende tilbage til arbejdet efter en hjernerystelse, hvis man lider af langvarige symptomer. Der er derfor behov for forskellige tiltag, der kan være med til at ensarte og forbedre behandlingsmulighederne for patienter med længerevarende symptomer efter hjernerystelse. Ligesom de har behov for en mere direkte vej gennem systemet og klare henvisningsveje, siger akademisk medarbejder Heidi Graff, ph.d., som har været en af forskerne bag studiet.