Hvor hårdt skal man slå hovedet for at få hjernerystelse?

Ny amerikansk forskning i hjernerystelser understreger, at det ikke giver mening at spørge, hvor hårdt man har slået hovedet. Man skal snarere spørge, hvem der har slået hovedet.

 

I 15 år har man med måleudstyr på amerikanske fodboldspilleres hjelme forsket i forholdet mellem kraften af et sammenstød og den biologiske reaktion, som følge af hjernerystelse – de såkaldte biomekaniske kræfter. Denne type studier af sportsfolk giver en unik mulighed for at studere hjernerystelser, som ellers ikke ville være mulig blandt civile. 

 

Den nye forskning tager udgangspunkt i et studie fra 2018, hvor der var 25 hjernerystelser fordelt på 22 ud af 319 spillere. Den nye forskning tager også udgangspunkt i et større studie fra 2019. Her undersøgte man 49 hjernerystelser blandt 44 ud af 510 spillere – begge foretaget i USA. 

 

 

Det store forskningsprojekt CARE (Concussion Assessment, Research and Education) har fundet, at det ikke er sammenstødets specifikke hastighed eller acceleration, der afgør om en spiller får en hjernerystelse. Ej heller hvilke symptomer vedkommende får. 

 

Man fandt, at de kraftigste sammenstød, målt på flere hundrede spillere, ikke gav flere hjernerystelser samlet set. For de spillere, der fik hjernerystelse, hang styrken af slaget og accelerationen hverken sammen med antallet af symptomer, symptomets intensitet eller den tid, det tog symptomerne at forsvinde. 

 

Hvilken del af hovedet, som blev ramt, havde heller ikke indflydelse på, om spilleren pådrog sig en hjernerystelse, eller hvilke symptomer der fulgte med. 

 

På grund af det beskedne antal hjernerystelser i studiet fra 2018, kan der ikke siges noget endegyldigt om sammenhængen mellem slagets placering og graden af symptomerne.  

 

Resultaterne peger i stedet på, at man må tage individet i nøje øjesyn. Hos de spillere, der fik en hjernerystelse, viste målingerne, at det afgørende slag var i blandt de fem kraftigste slag for netop denne spiller. Mens 200 andre spillere kunne være udsat for hårdere slag, som ikke resulterede i hjernerystelse. 

 

Dette tyder altså på, at vi har en individuel skadestolerance, og at det ikke kan siges med sikkerhed, hvor hårdt et slag skal være, for at det giver en hjernerystelse. Eller hvilke symptomer man vil få, og hvor lang tid de vil vare. Et mindre slag kan fx hos en person give hjernerystelse, hvorimod et hårdere slag hos en anden person, ikke vil medføre hjernerystelse.  

 

I Danmark viser den kliniske erfaring stor forskel blandt patienter med hjernerystelse, hvis man kigger på, hvor kraftigt slaget, der gav hjernerystelse, har været. Dette understøttes af det amerikanske studie fra 2019, hvor personlige karakteristika såsom *BMI, etnicitet og tidligere hjernerystelser viste sig at være et led i forklaringen på, hvem der fik en hjernerystelse. Dog er det stadig ikke belyst præcist, hvordan dette hænger sammen.  

 

I dette nye studie blev hjernerystelserne undersøgt med en metode, hvor spillerne med hjernerystelse blev matchet med en anden spiller (en slags tvilling), som havde tilnærmelsesvis de samme fysiske karakteristika. Dvs. to personer med samme etnicitet, BMI, alder og så videre. Ved en sammenligning af disse to spillere, antog man, at de ville have ca. samme skadestolerance. Så den spiller, der havde fået flest eller hårdest hovedslag i løbet af samme tidsperiode, ville være den af de to, som havde størst risiko for at få en hjernerystelse. 

 

Denne antagelse blev bekræftet, da en sammenligning mellem de bedste fysiske matches viste, at spillerne med en hjernerystelse i gennemsnit havde 205 flere stød mod hovedet end deres fysisk matchede ’tvilling’-spiller. Det tyder på, at der kan være en selvforstærkende effekt af flere slag. Desuden havde de spillere med hjernerystelse også oplevet flere hovedstød med en hastighed, der var lig med eller større end den hastighed, som resulterede i deres hjernerystelse. Desuden havde de flere hovedstød med større roterende acceleration af hovedet, end deres matchede ’tvilling’-spiller.  

 

Disse studier er baseret på unge mænd i alderen 17-23 år, som dermed er yngre og får markant flere stød mod hovedet end den gennemsnitlige dansker. Man kan derfor stille spørgsmålet: I  hvilket omfang er disse resultater brugbare, når man tager civile med hjernerystelser i betragtning? Omvendt kan det siges, at selv for disse elitesportsfolk, som er meget ens, er det stadig individuelle forskelle, der afgør, hvem der får en hjernerystelse. Dette kan ses som en yderligere understregning af, at individuelle forskelle er et vigtigt element i forståelsen af hjernerystelser, selvom disse studier er baseret på et meget lille udpluk af befolkningen. 

 

Udover individuelle forskelle, er der også ydre påvirkninger at tage højde for, som øger kompleksiteten yderligere, fx typen af hjelm og spillerposition. Effekten af disse er dog ikke undersøgt i de omtalte studier. Så der er stadig flere faktorer at undersøge for at blive klogere på, hvornår et hovedstød bliver til en hjernerystelse. 

 

 

*BMI står for Body Mass Index og er en matematisk formel som bruges til at finde ud af, om en person er overvægtig eller undervægtig. Formlen kan også bruges til at beregne under- og overvægt hos en større gruppe mennesker. 

 

 

Rowson, S., S. M. Duma, B. D. Stemper, A. Shah, J. P. Mihalik, J. Harezlak, L. D. Riggen, C. C. Giza, J. P. Di- Fiori & A. Brooks (2018). Correlation of concussion symptom profile with head impact biomechanics: a case for individual-specific injury tolerance. J Neurotrauma 35(4), 681–690.

Rowson, S., Campolettano, E. T., Duma, S. M., Stemper, B., Shah, A., Harezlak, J., . . . McCrea, M. J. A. o. B. E. (2019). Accounting for Variance in Concussion Tolerance Between Individuals: Comparing Head Accelerations Between Concussed and Physically Matched Control Subjects. 47(10), 2048-2056. doi:10.1007/s10439-019-02329-7