Hjem » Nyt studie: Barrierer for behandling af patienter med længerevarende symptomer i almen praksis
- Senest opdateret: 11. december 2023
Dansk Center for Hjernerystelse er i samarbejde med Institut for Psykologi, KU, og Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi, SDU, i gang med et forskningsprojekt om barrierer til behandlingen af patienter med længerevarende symptomer efter hjernerystelse i almen praksis.
Baggrund
Alment praktiserende læger konsulteres ofte i den akutte såvel som i den postakutte fase efter hjernerystelse. Forskningen har tidligere været centreret om den akutte behandling af hospitalsindlagte patienter med hjernerystelse, da mange patienter kommer sig spontant efter hjernerystelse. Men hvis symptomerne varer ved, fungerer de praktiserende læger som de primære lægefaglige sundhedspersoner. De praktiserende læger er ansvarlige for information og behandling, og de fungerer som gatekeepere for henvisning til relevante sundhedsydelser og behandlingsinterventioner. De praktiserende læger kan dog mangle behandlings- og henvisningsmuligheder, samt opleve andre udfordringer, når patienten skal hjælpes videre.
Hjernerystelse forekommer hyppigt og repræsenterer op til 90 % af alle hovedtraumer. Længerevarende symptomer efter hjernerystelse påvirker omkring 30 % af personer med hjernerystelse. Konsekvenserne for patienterne er mange. De har lavere odds for at genoptage arbejdet og højere sygelighed, samt højere brug af sundhedsydelser, især det første år efter skaden. Omkring 30 % af patienterne udvikler angst, stress og depression, som kan vare i årevis og er forbundet med nedsat livskvalitet.
Formål
Formålet med denne undersøgelse er at undersøge barrierer og opfattelsen af behandlingen af patienter med længerevarende symptomer efter hjernerystelse i almen praksis. Vi mangler indsigt i, hvilke barrierer almen praktiserende læger oplever, når de håndterer patienter med længerevarende symptomer. De praktiserende lægers synspunkter er vigtige, da lægerne spiller en central rolle i patienternes genoptræningsforløb. Resultaterne fra undersøgelsen bruges i en videnskabelig artikel samt i et speciale.
Metode
Designet er et kvalitativt studie, som benytter semistrukturerede interviews på 30-45 min. Der inkluderes praktiserende læger, som har erfaring med patienter med længerevarende symptomer efter hjernerystelse. Interviews foregår over Zoom i perioden december 2023 – marts 2024. Alle data vil blive behandlet i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen (GDPR).
Hvis du vil vide mere om forsøget, er du meget velkommen til at kontakte Hana Malá Rytter, e-mail: hana.mala@psy.ku.dk, mob. 21651533