Spring til indhold

HjerneForum udgiver jubilæumsbog med fokus på hjernen og psyken

Landsforeningen til bekæmpelse af hjernesygdomme fejrer 25 års jubilæum og udgiver bogen “Hjernen og psyken”. Dansk Center for Hjernerystelse har bidraget med et kapitel om en 32 årig skolelærer, som har hjernerystelse. 

Landsforeningen til bekæmpelse af hjernesygdomme , HjerneForum, blev i 1997 grundlagt af forskere, behandlere og formidlere indenfor hjerneområdet. 

I forbindelse med HjerneForums 25 års jubilæum udgiver foreningen bogen “Hjernen og psyken”, som har fokus på nye forståelser af sammenhængen mellem det biologiske fundament og de psykiske oplevelser.  

Lederen af Dansk Center for Hjernerystelser, Hana Malá Rytter, ph.d. har bidraget med en fortælling om skolelæreren Sara, som vælter på cykel og får en hjernerystelse. 4 uger senere kan hun stadig ikke overskue at ses med venner, eller starte på arbejde. Hun er bl.a. plaget af kraftig hovedpine og umådelig træt hele tiden. 8 måneder senere er hun stadig ikke i arbejde og har efterhånden svært ved at fastholde troen og humøret. De strategier, hun tidligere har brugt til at komme igennem kriser synes ikke at virke længere.

En hjernerystelse kan igangsætte forandringer i hjernens struktur og funktion. Med andre ord kan hjernerystelsen påvirke hjernens plasticitet. Det er sådan, at hjernen sørger for at hele sig selv efter slaget. Men sådanne omorganiseringsprocesser er også en del af forklaringen bag manglende bedring, dvs i situationer hvor symptomerne bliver ved i månedsvis. Her kan en voksende stress og psykisk belastning puste til hjernens negative plasticitet.

Mere om det og hvordan situationen kan vendes kan man se i bogens kapitel 10.

“I dag ved vi tilstrækkeligt om de fundamentale principper ved hjernens plasticitet og tager derfor udgangspunkt i disse principper i den kliniske praksis. Fx rummer en tidlig indsats den største chance for, at man kan påvirke de plastiske processer i en ønsket retning, og når længst i forhold til bedring”, fortæller Hana Malá Rytter. 

Desværre kæmper mange personer med længerevarende symptomer efter hjernerystelse for at få adgang til en relevant og individuelt tilpasset indsats i tide. At skulle bruge sin energi på den kamp i stedet for egen træning og bedring kan være med til at fastholde personen i de langvarige symptomer – og igen skubbe til hjernens negative plasticitet.

Samlet omfatter bogen 200 sider inklusiv referencer og stikordsregister. Udover hjernerystelse kan læseren glæde sig til en gennemgang af den nyeste viden om autisme, stress, aldring, depression, afhængighed, funktionelle lidelser, tænkning og bevidsthed.

PDF: Kapitel 10 – Hjernerystelse & Hjernens plasticitet