Hjem » Nyt informationsmateriale til patienter med hjernerystelse på vej
- Senest opdateret: 7. februar 2022
Dansk Center for Hjernerystelse er i samarbejde med faglige organisationer i gang med at udvikle nyt informationsmateriale om tidlig indsats til voksne, børn og unge med hjernerystelse, når de bliver udskrevet fra hospitalet eller er i kontakt med egen læge.
Der findes i dag klare retningslinjer for den akutte håndtering af patienter med hjernerystelse på sygehusene i Danmark, herunder vurdering af behovet for CT scanninger og observation under indlæggelse. Det informationsmateriale, der i dag udleveres til patienter med hjernerystelse ved udskrivelse fra hospitalet eller ved egen læge, er til gengæld meget forskelligartet.
Tidlig information er vigtig
Resultater fra den Nationale Klinisk Retningslinje for Hjernerystelse indikerer, at systematisk information og vejledning i den tidlige fase efter skadestidspunktet kan have en positiv effekt på spontant bedring efter hjernerystelse, og nedsætte risikoen for udvikling af langtidsfølger.
Derfor er Dansk Center for Hjernerystelse gået i gang med at udarbejde et nyt informationsmateriale til voksne, børn og unge sammen med andre faglige organisationer.
– Indholdet i informationsmaterialet bliver baseret på aktuel bedste viden om, hvad man f.eks. som hjernerystelsesramt kan gøre inden for de første dage og uger, hvilke symptomer man skal være opmærksom på, og hvordan man langsomt skal begynde at eksponere sig selv for forskellige stimuli igen, fortæller akademisk medarbejder Irene Conradsen, der er projektleder på informationsmaterialet.
Samarbejde med faglige organisationer
En arbejdsgruppe bestående af Dansk Center for Hjernerystelse og følgende faglige organisationer er nedsat til at udarbejde informationsmaterialet til voksne.
- Dansk Neurologisk Selskab
- Selskabet Danske Neuropsykologer
- Dansk Selskab for Sportsfysioterapi
- Dansk Selskab for Neurologisk Fysioterapi
- Ergoterapifagligt Selskab for Neurorehabilitering
- Dansk Optikerforening
- Dansk Selskab for Kiropraktik
- Dansk Selskab for Muskuloskeletal Medicin
- Dansk Hovedpine Selskab
- Dansk Idrætsmedicinsk Selskab
- Dansk Selskab for Almen Medicin
- Dansk Ortopædisk Selskab
- Dansk Selskab for Akutmedicin
- Fagligt Selskab for Ortopædkirurgiske Sygeplejersker
- Fagligt Selskab for Akutsygepleje
- Faglige Selskab for Neurosygeplejersker
- Hjernerystelsesforeningen
– Det er vigtigt for os at inddrage så mange forskellige faglige organisationer fra hele landet for at få en national opbakning til informationsmaterialet og for at kvalitetssikre indholdet i det, siger Irene Conradsen.
Der vil blive nedsat en anden arbejdsgruppe, som skal stå for at udarbejde informationsmaterialet til børn og unge. Denne gruppe er under opbygning.