Hjem » Ny bevilling skal forbedre hjernerystelsesramtes tilbagevenden til arbejdet
- Senest opdateret: 14. juni 2021
Dansk Center for Hjernerystelse har netop modtaget tæt på 1 million kr. af Velliv Foreningen til en spørgeskemaundersøgelse af arbejdspladsers viden og arbejdsrettede initiativer til personer med hjernerystelse. Resultaterne skal være med til at støtte op om, at personer med hjernerystelse kan vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Personer med hjernerystelse kan opleve længerevarende symptomer i måneder og år efter hjernerystelsen. Nyere forskning viser, at 40% af de hjernerystelsesramte mister tilknytningen til arbejdsmarkedet 5 år efter traumet, 19% modtager flexjob og 5% ender på førtidspension. Men der mangler viden om, hvordan arbejdsgivere støtter personer med hjernerystelse i at vende tilbage til arbejdet, og hvilken viden de har behov for at støtte den ramte i at vende tilbage.
Bevillingen fra Velliv Foreningen har derfor stor betydning på flere parametre.
”Det er meget glædeligt, at vi har fået denne bevilling på 999.526 fra Velliv Foreningen til at kunne søsætte undersøgelsen – der er den første danske spørgeskemaundersøgelse inden for hjernerystelsesområdet af sin slags. Det gør en forskel både for forskningen, men også for samfundsøkonomien og den hjernerystelsesramte, at vi bliver klogere på, hvordan vi kan forbedre de ramtes tilbagevenden til arbejdsmarkedet”, siger lektor i neuropsykologi og daglig leder af Dansk Center for Hjernerystelse, Hana Malá Rytter, ph.d..
Arbejdsgiver – en vigtig aktør
Som følge af hjernerystelsen kan de ramte opleve, at deres arbejdsevne og produktivitet bliver nedsat. Det kan give dem en øget risiko for posttraumatiske psykologiske reaktioner som f.eks. angst, depression, stress og søvnproblemer. Disse posttraumatiske reaktioner kan forårsages af faktorer på og uden for arbejdspladsen. Arbejdsgiveren spiller derfor en vigtig rolle i at forebygge og håndtere mentale sundhedsudfordringer blandt sygemeldte personer med hjernerystelse.
”Med spørgeskemaundersøgelsen vil vi belyse, hvilke arbejdsrettede initiativer der på nuværende tidspunkt bliver iværksat på danske arbejdspladser. Derudover vil vi undersøge, hvilken viden der er, og hvilke behov eller mangler der er for at understøtte den mentale sundhed og trivsel hos medarbejdere med længerevarende symptomer efter hjernerystelse, når de vender tilbage til arbejdet”, forklarer Heidi Graff, ph.d., der er akademisk medarbejder i Dansk Center for Hjernerystelse.
Brochure med information til arbejdsgiver
”På baggrund af de resultater vi får fra spørgeskemaundersøgelsen vil vi udvikle en brochure med information til arbejdspladserne om, hvordan de kan hjælpe de hjernerystelsesramte tilbage på arbejdet og fastholde dem i jobbet”, siger Heidi Graff.
”Vi har en klar formodning om, at med den rette støtte, vejledning og tilpassede arbejdsrettede indsats fra arbejdsgiveren, kan den hjernerystelsesramte hurtigere få det bedre, få kortere sygefravær og en mere effektiv fastholdelse på arbejdet”, siger Heidi Graff.
Projektet er et samarbejde mellem Dansk Center for Hjernerystelse, Københavns Universitet, og etablerede behandlingsinstitutioner på Sjælland, Fyn og Jylland, der tilbyder specifikt arbejdsrettet forløb til personer med hjernerystelse i Danmark. Dansk Center for Hjernerystelse forventer at igangsætte projektet i efterår 2021.