Spring til indhold

Podcast: Hvordan fortæller man en date, at det eneste du kan er at hvile dig og gå tur?

Podcastserien “Det du ikke kan se” af Sygesikringen Danmark bringer historier om danskere, der lever med skjulte lidelser. Et af afsnittene handler om Alexander Lomholt, som blev ramt af en hjernerystelse, som ødelagde alle hans fremtidsdrømme. I afsnittet medvirker leder af Dansk Center for Hjernerystelser, Hana Malá Rytter.

Alexander Lomholt havde netop sagt sit trygge webudviklerjob op for at blive selvstændig. Karriereskiftet var planlagt i flere år, og han glædede sig. I forbindelse med overgangen til det nye liv som selvstændig tog han på skiferie i Østrig sammen med familie og venner. 

Imidlertid faldt Alexander på skituren bagover og slog hovedet. Hjemme fra skituren begyndte han at få en brummende lyd i hovedet, som en motor, der står i tomgang. Kort efter begyndte han at få det meget dårligere. Han fik svært ved at finde ord til sætninger, og hans brummen blev mere intens. Han fik blodsprængte øjne, spændinger rundt om øjnene og kraftig hovedpine. 

Alexander Lomholt har symptomer på hjernerystelse. Det anslås, at omkring 25.000 danskere hvert år får en hjernerystelse. For mange går hjernerystelsen væk efter nogle uger, men cirka en tredjedel har stadig senfølger efter tre måneder.

Alexander fortæller i podcasten om et langt forløb, hvor han er kommet til at leve et liv, hvor symptomer fra hjernerystelsen fylder meget. Gradvist er han også blevet psykisk påvirket, og han har blandt andet haft et kraftigt angstanfald. 

Der er dog også en uventet bonus. I en selvhjælpsgruppe mødte han en kvinde på sin egen alder. Han inviterede hende ud at gå tur, det ene tager det andet, og i dag er de kærester.

Flere år efter skituren ved Alexander Lomholt stadig ikke, hvad der skal ske resten af hans liv. Han arbejder på at kunne sidde foran en skærm, så han kan programmere igen. Og han er afklaret med, at det måske aldrig kommer til at ske. 

Link til podcast-afsnittet i serien ‘det du ikke kan se’:

https://www.sygeforsikring.dk/det-du-ikke-kan-se/hjernerystelsejeg-ligger-mest-i-stuen-med-taeppe-og-solbriller-paa