Spring til indhold

Hjernerystelse: Drop ikke de mentale aktiviteter

Mange hjernerystelsesramte oplever hovedpine, når de gør noget mentalt aktivt. Det får mange af dem til helt at undgå at gøre de ting, der udløser hovedpinen. Det skal man dog ikke, viser ny forskning, der peger på, at det kan have konsekvenser for de ramtes livsstil og gøre dem endnu mere følsomme over for den mentale anstrengelse.

Posttraumatisk hovedpine ved hjernerystelse.

Posttraumatisk hovedpine ved hjernerystelse.

I ny forskning er 53 canadiske hjernerystelsesramte fra to forskellige studier om hjernerystelse blevet spurgt i et spørgeskema, hvor tit de oplevede at en række faktorer gav dem hovedpine, og om de undgik dem.

Studiet viste, at mental anstrengelse, stress og søvnmangel er de største faktorer, der udløser hovedpine hos hjernerystelsesramte. Det er disse tre faktorer, sammen med høje lyde, stærkt lys, computerskærme, bevægelse af hoved og nakke, som de hjernerystelsesramte oftest undgår, når de får hovedpine.

Studiet sætter især fokus på mental anstrengelse, som en potentiel udløsende faktor for posttraumatisk hovedpine. Altså hovedpine efter et slag mod hovedet. Dette er dog ikke velundersøgt for de såkaldte primære hovedpinetyper, fx ved migræne og spændingshovedpine, hvor der ikke er en påviselig årsag til hovedpine. Der kan derfor være grund til at tro, at mønstrene for posttraumatisk hovedpine adskiller sig fra andre typer hovedpiner, og at vi derfor ikke skal behandle hovedpinerne ens.

Tag en pause

Forskerne bag studiet mener, at selvom hjernerystelsesramte oplever hovedpine, skal man være påpasselig med helt at undgå mentale aktiviteter. I stedet skal man hellere tage små pauser. Så læser man en tung faglitterær bog, så indlæg pauser i stedet for helt at droppe at læse den.

Forskerne problematiserer brugen af traditionel klinisk vejledning, da denne kan medføre, at de hjernerystelsesramte, som lider af hovedpine, bliver rådet til at undgå de situationer, som udløser hovedpinen.

Undgår man i længere tid de ting, som udløser hovedpinen, så kan det føre til en begrænsning i ens livsstil, og til en fejlfortolkning af de situationer, hvor hovedpinen opstår. Derudover kan de hjernerystelsesramte risikere at blive endnu mere følsomme over for den faktor, som de undgår, og som udløser hovedpinen, end før de begyndte at undgå den.

Fokus på rigtig adfærd

Hvis den hjernerystelsesramte fuldstændig undgår mental anstrengelse, kan det på længere sigt føre til en nedsat mental ydeevne. Oveni det kan det at undgå en mental aktivitet blive en vane, hvor man også begynder at undgå andre situationer, der kunne give hovedpine. Derfor foreslår forskerne bag studiet, at der skal være fokus på selve undgåelsesadfærden i behandlingen af længerevarende følger af hjernerystelse.

Kilder:

Martin, P.R. & MacLeod, C. (2009). Behavioral management of headache triggers: Avoidance of triggers is an inadequate strategy. Clin. Psychol. Rev. 29, 483–495.

Silverberg, N.D., Martin, P., & Panenka, W.J. (2019). Headache trigger sensitivity and avoidance after mild traumatic brain injury. Journal of Neurotrauma, 36(10), 1544-1550.