Et nyt dansk forskningsprojekt har fokus på tidlig behandling af posttraumatisk hovedpine. Første del er gennemført med succes sammen med SDU, Esbjerg Hospital og Dansk Center for Hjernerystelse. Vi har talt med PhD studerende Sasha Revelius Gaj Baatz fra Syddansk Universitetshospital Esbjerg om erfaringerne, resultaterne og næste skridt, som omfatter et kontrolleret randomiseret forsøg.
Link til det publicerede studie:
Feasibility Study of an Early, Interdisciplinary, Non-Pharmacological Intervention
Hvad har forskergruppen undersøgt?
“Vi har undersøgt, om det er muligt og meningsfuldt at tilbyde en tidlig, tværfaglig og non-farmakologisk indsats til personer med risiko for vedvarende hovedpine efter en hjernerystelse. Studiet, som kaldes PTHEENOT, består af et fem ugers forløb med undervisning, sygeplejefaglig støtte og fysioterapeutisk træning. Formålet var at undersøge, om behandlingen kan gennemføres, om deltagerne finder den relevant, og hvordan den kan forbedres, før den afprøves i et større randomiseret studie. Vi undersøgte både praktiske forhold som rekruttering, spørgeskemaer og fremmøde, samt deltagernes egne oplevelser med fokusgruppeinterview.”
Hvorfor har I undersøgt dette?
“I vores hovedpineklinik på Esbjerg Sygehus møder vi rigtig mange patienter, som flere år efter en hjernerystelse lever med kronisk hovedpine. Det er en patientgruppe, som ofte er svær at behandle. Vi ønskede derfor at undersøge, om en indsats tidligere i forløbet kunne gøre en forskel.
Der findes i dag kun begrænset forskning i tidlige behandlingstilbud, og der mangler særligt viden om, hvordan man bedst kan støtte patienter, før symptomerne bliver kroniske.”
Hvad har I opdaget – kan du ridse resultaterne op?
“Studiet viste først og fremmest, at det var muligt at gennemføre tidlige tværfaglige behandlingsforløb. Deltagerne havde generelt et højt fremmøde, spørgeskemaerne fungerede godt, og deltagerne oplevede interventionen som både relevant og meningsfuld.
Samtidig lærte vi, at rekruttering af denne patientgruppe kræver en bred tilgang, hvor blandt andet sociale medier og praktiserende læger spillede en vigtig rolle. Vi blev også klogere på, hvordan selve behandlingsforløbet kunne forbedres, blandt andet ved at afsætte mere tid til refleksion og indføre en opfølgende telefonsamtale efter afsluttet forløb.
Gennem fokusgruppeinterviewet fortalte deltagerne desuden, at de
• fik en bedre forståelse af deres symptomer
• oplevede gradvise forbedringer i hverdagen
• blev mere trygge ved igen at være fysisk aktive
• fik konkrete redskaber til at håndtere symptomudsving
• oplevede stor værdi i at møde andre i samme situation.
En deltager beskrev for eksempel, hvordan hun tidligere blev utryg, når hovedpinen tog til, men efter forløbet lærte at regulere aktivitet og hvile mere hensigtsmæssigt. En anden fortalte, at hun igen kunne begynde at træne og oplevede, at symptomerne blev mere håndterbare.
Samtidig fortalte flere, at de i tiden efter hjernerystelsen havde følt sig meget alene og havde savnet information og støtte til, hvordan de skulle håndtere deres symptomer. Det understreger, hvor sårbar den tidlige fase kan være.
Er der noget i resultaterne, som overrasker?
Det mest overraskende var, hvor stor betydning deltagernes fællesskab fik. Noget af det mest værdifulde for deltagerne var at møde andre, som forstod deres situation. Flere beskrev, hvordan de følte sig mindre alene, og hvordan de lærte af hinandens erfaringer.
Det kom også bag på os, hvor mange, der havde savnet støtte og vejledning i de første måneder efter skaden. Flere beskrev, at de havde følt sig overladt til sig selv og havde svært ved at finde relevant information.
Hvad betyder dette for mennesker med hjernerystelse, og hvordan peger det fremad?
Studiet afslører ikke, om behandlingen virker, men det viser, at en tidlig tværfaglig indsats er både mulig og meningsfuld, og at patienter oplever et stort behov for støtte, vejledning og konkrete redskaber. Resultaterne peger også på, at mennesker med hjernerystelse ikke kun har behov for hjælp til selve hovedpinen, men også at blive mødt som hele mennesker. Flere deltagere beskrev, hvordan de gennem forløbet genvandt en følelse af kontrol, forståelse og håb for fremtiden.
Selvom vi endnu ikke ved, om interventionen kan reducere symptomer på længere sigt, peger studiet på, at tidlig tværfaglig støtte kan være en vigtig del af vejen tilbage til et meningsfuldt hverdagsliv.
Hvad er det næste forskningsprojekt, som dette fører hen til?
Mit ph.d.-projekt består af tre studier. Dette var første del, og næste fase er et randomiseret kontrolleret studie. Her sammenligner vi interventionen med den behandling, der ellers tilbydes for at undersøge, i hvilket omfang interventionen kan reducere hovedpine, forbedre livskvalitet og styrke patienternes evne til at mestre deres symptomer.
Erfaringerne har allerede ført til konkrete ændringer. Blandt andet er der afsat mere tid til refleksion og dialog i de enkelte sessioner, og der er tilføjet en opfølgende telefonsamtale efter afsluttet forløb, fordi deltagerne efterspurgte mere støtte i overgangen tilbage til hverdagen.
Den sidste del af ph.d.-projektet bliver et kvalitativt studie, hvor vi går endnu mere i dybden med deltagernes oplevelser og undersøger, hvad det egentlig betyder for dem at deltage i et sådant forløb.
Er der sket noget særligt eller overraskende undervejs?
En af de ting, der gjorde stort indtryk på os, var hvor motiverende selve gruppen blev for deltagerne. Flere fortalte med et smil, at de “skulle være klar til tirsdag”, fordi de glædede sig til at mødes med de andre i gruppen.
En anden ting var udfordringen i rekrutteringen. Oprindeligt troede vi, at patienter primært ville blive henvist gennem skadevisitationen, men det viste sig, at langt de fleste blev rekrutteret via sociale medier, gennem venner der havde hørt om projektet, deres fysioterapeut eller egen læge. Det understreger, hvor meget den her gruppe patienter selv må være aktive i jagten på at få den hjælp, de har brug for.
For deltagerne havde det stor betydning at blive lyttet til og at få mulighed for at møde andre i samme situation. Flere beskrev, at de for første gang følte sig forstået og taget alvorligt. Det gjorde indtryk, fordi det understreger, at det ikke kun handler om at reducere symptomer, men i den grad også om at styrke deltagernes tro på, at man kan få det bedre.