Hvad er en hjernerystelse

En hjernerystelse er en skade i hjernen. Hjernerystelsen
resulterer i en kompleks patofysiologisk proces i hjernen, der bl.a. påvirker hjernens
kemiske signaler, blodgennemstrømning og kan forårsage inflammation. Dette kan
medføre forskellige observerbare tegn, symptomer, forstyrrelser og neurologiske
udfald, hvilket indikerer, at hjernefunktioner er blevet forstyrret.¹ 

En hjernerystelse kan være forårsaget af, at:

1. hovedet rammes af et objekt,
2. hovedet rammer et hårdt objekt eller overflade,
3. hjernen udsættes for accelererende/decelererende bevægelse uden en direkte kontakt mellem hoved og et objekt eller overflade, eller
4. hjernen påvirkes af kraft og trykbølger genereret fra en eksplosion.¹

De forskellige kliniske tegn og symptomer på hjernerystelsen behøver ikke være til stede samtidig, men kan vise sig i kombinationer og forskellige intensitetsgrader, og kan udvikle sig over en tidshorisont, der spænder fra minutter til dage.

Terminologi og definition

Der har gennem tiden været mange faglige diskussioner vedrørende definition og betegnelse af hjernerystelse,^2–5 da tilstanden repræsenterer et komplekst sygdomsbillede med et bredt spektrum af kliniske tegn og symptomer. I forskningslitteraturen benyttes oftest begreberne hjernerystelse (concussion) og let hovedtraume (mild Traumatic Brain Injury). Også den latinske betegnelse commotio cerebri anvendes for samme tilstand, dog primært i Danmark.⁶

Betegnelser for hjernerystelse

• • Latin: commotio cerebri
  • Dansk: hjernerystelse, let hovedtraume, mild*/let traumatisk hjerneskade, let hovedskade, mildt hovedtraume
  • Engelsk: concussion, mild traumatic brain injury, cerebral concussion, minor head injury, mild head injury, mild closed head injury, minor brain injury, concussive event

*’mild’ på dansk forekommer som en meget direkte engelsk oversættelse af ‘mild’ på engelsk, hvor betegnelsen ’let’ er den mest anvendte i faglige kredse.

Jf. opdatering af diagnosekriterierne i 2023¹ benyttes hjernerystelse og let hovedtraume som synonymer.² Dette tager afsæt i nyere forskning, som viser, at det er svært at adskille hjernerystelse fra spektret af lette hovedtraumer, idet der er tale om de samme skademekanismer, patologiske processer i hjernen og symptombilledet. 

Uagtet om der er tale om en hjernerystelse eller et let hovedtraume, vil håndtering og behandling af tilstanden være den samme.^6,7

’Mistanke om hjernerystelse’

Ved diagnosticering kan lægen ifølge ICD-11-klassifikationssystemet⁸ benytte diagnosen Mistanke om hjernerystelse.¹ Dette er i tilfælde af, at personen ikke opfylder diagnosekriterierne for hjernerystelse, men gør det for diagnosen mistanke om hjernerystelse  (læs mere under Hvordan stilles diagnosen hjernerystelse?). Personer, som får stillet denne diagnose, bør modtage samme behandling, som de personer der diagnosticeres med hjernerystelse.¹

’Concussive event’

En traumehændelse, der resulterer i hjernerystelse, kan også påvirke andre dele af kroppen end selve hjernen⁹, såsom muskuloskeletale strukturer (fx cervikal og thorakal columna), og det vestibulære system. Således kan en række symptomer, forstyrrelser og funktionsnedsættelser tilskrives den traumatiske hændelse som resultat af en bredere kropslig traumepåvirkning end isoleret set kun påvirkning af hjernen. Dette har ledt til begrebet ’concussive event’. Det udpeger, at traumehændelsen kan påvirke meget forskellige strukturer, væv og systemer, bl.a. afhængigt af omstændigheder ved skadeshændelsen.⁹

Tidsperspektiv

Flertallet af personer, der har pådraget sig en hjernerystelse, kommer sig spontant, men i nogle tilfælde kan det blive en længerevarende tilstand. Prognosen for bedring afhænger af en lang række faktorer både før og efter slaget⁷ (læs mere under Behandling af senfølger efter hjernerystelse).

Følgende inddeling af tid efter hjernerystelse repræsenterer forskellige faser:

• Akut (0 – 48 timer)
• Subakut (>2 – 28 dage)
• Længerevarende følger (>4 uger – 3 år)
• Kronisk (>3 år)

Personer med hjernerystelse bør tilbydes en indsats i alle faser. Forskningslitteraturen omkring en kronisk tilstand samt tidsgrænse for den er sparsom.² Kronisk skal ikke forstås som en irreversibel eller ’statisk’ tilstand, men nærmere et langvarigt og tilbagevendende forløb, som potentielt kan påvirkes.

Længerevarende følger efter hjernerystelse

Både i litteraturen og i klinisk praksis anvendes en række betegnelser, der henviser til en tilstand, hvor personen med hjernerystelse ikke oplever fuld spontan bedring inden for den forventede periode¹⁰ (læs mere under Senfølger efter hjernerystelse). I Danmark har man længe benyttet betegnelsen ’postcommotionelt syndrom (PCS)’. Dette begreb har nogle definitionsmæssige problemer, da det ikke er retvisende at tale om et ’syndrom’. Det skyldes, at symptomerne ikke er begrænset til hjernerystelse, men har overlap med andre sygdomstilstande, og endda også forekommer i baggrundsbefolkningen. Derfor benytter man i fagkredse i stedet betegnelsen ’længerevarende/langvarige/vedvarende følger/symptomer efter hjernerystelse’ (engelsk: ’persistent post-concussion symptoms (PPCS)’).

Nuværende eksisterer der ikke en samlet diagnose for længerevarende følger efter hjernerystelse. Ud fra de nye kriterier for hjernerystelse,¹ de forhenværende kriterier for længerevarende følger^11,12 og litteraturen der behandler vedvarende symptomer efter hjernerystelse,¹³ bør symptomer og sygdomsbillede ved længerevarende følger efter hjernerystelse have en klar tidsmæssig sammenhæng med den udløsende skadeshændelse, dvs. at symptomer er fremkommet kort tid efter skadeshændelsen. Samtidig medfører den samlede symptombyrde ved længerevarende følger efter hjernerystelse et reduceret funktionsniveau med indflydelse på sociale og erhvervsmæssige domæner af personens liv sammenlignet med baggrundspopulationens.¹³