Spring til indhold

Årsager til svimmelhed

Der kan være mange forskellige årsager til svimmelhed efter hjernerystelse. Det kan være forskellige tilstande eller sygdomme. Når man udreder en person for svimmelhed, bør man dog være opmærksom på, om svimmelheden kan have andre årsager end hjernerystelsen.

Årsagerne til svimmelhed efter hjernerystelse kan opdeles i ”perifere årsager” og ”centrale årsager”, men der kan godt være flere årsager til, at en person med hjernerystelse er svimmel.

Der er flere forskellige typer af perifere årsager til svimmelhed efter hjernerystelse. De forskellige perifere årsager vil blive opdelt alt efter, hvor skaden befinder sig; i det vestibulære system, det okulomotoriske system eller i cervikale strukturer.

Skader på det vestibulære system

Direkte eller indirekte slag mod hovedet, kan potentielt set påvirke strukturer i det indre øre eller nervus vestibularis,1 hvilket vil kunne medføre nogle af nedenstående tilstande:  

Dysfunktion af otolitorganerne

I det indre øre findes otolitorganerne: Utriculus og Sacculus. Utriculus opfatter horisontale bevægelser af hovedet; acceleration og deceleration, mens Sacculus registrerer vertikale bevægelser af hovedet i forhold til tyngdekraften.

Otolitorganerne bidrager til det primære input til den vestibulo-spinale-refleks, og bidrager til inputtet til den vestibulo-okulære refleks (VOR). Ved dysfunktion af otholitorganerne kan der forekomme svimmelhed, idet ovenstående reflekser bliver påvirkede.

Forekomsten af dysfunktion af vestibulum efter sportsrelateret hjernerystelse er 13-18%.1

Benign Paroxysmal Positional Vertigo (BPPV)

Kaldes også øresten, og er den hyppigste årsag til svimmelhed hos den generelle population. BBPV hører diagnostisk under otolit dysfunktion. Forekomsten af BBPV efter hjernerystelse er i nogle studier med voksne omkring 15%. Det lader til, at alder kan være en risikofaktor for udvikling af BPPV.

BPPV er forårsaget af kalciumkarbonatkrystaller (otolitter), der løsriver sig fra Utriculus, og lægger sig i en af buegangene i det indre øre. Buegangene udgør ligevægtsorganet, og giver signal til hjernen om kroppens position og bevægelse, herunder til den vestibulo-okulære refleks (VOR). Når krystaller er dislokaliseret i en buegang, forstyrrer det signalet til hjernen og forårsager svimmelhed.1

Posttraumatisk endolymfatisk hydrops, herunder Ménière

Denne type af svimmelhed opstår på baggrund af en dysregulation af væsken i labyrinten (buegangene og vestibulum). Symptomerne kan være voldsomme med svimmelhed, kvalme, opkast, ændringer af hørelsen (bashøretab) og nedsat balance. Der er usikkerhed om, hvor ofte denne type af svimmelhed forekommer på grund af usikre målemetoder, men i et studie bliver den anslået til at være omkring 19% hos personer med traumatisk hjerneskade uden definition af sværhedsgrad. Man ved ikke, hvor hyppigt den forekommer hos personer med hjernerystelse. Mb Mènière eller Mènières sygdom bliver også kaldt Idiopatisk endolymfatisk hydrops, altså sygdom uden kendt årsag.1

Perilymfatisk fistel

Ved hovedtraumer kan der opstå en forbindelse mellem det luftfyldte mellemøre og det væskefyldte indre øre.1,4 Det er kontroversielt, hvorvidt hjernerystelse kan forårsage perilymfatisk fistel, men det er dokumenteret ved moderat og traumatisk hjerneskade.1

Skader på det okulomotoriske system

Visuelt betinget svimmelhed

Svimmelhed kan opstå som følge af okulomotoriske vanskeligheder som sløret syn og dobbeltsyn på baggrund af hjernerystelse og/eller whiplash skade.5,6

Skader på cervikale strukturer

Cervicale årsager

Svimmelhed på baggrund af nakkeproblematikker, cervicogen vertigo, er en omdiskuteret diagnose. Ved hjernerystelse, især i forbindelse med whiplash skade, kan der ske en påvirkning af nakkens muskulatur og af nakkens facetled, hvilket kan forårsage svimmelhed.7

Der er flere forskellige typer af centrale årsager til svimmelhed efter hjernerystelse.  

Vestibulær migræne

Ved vestibulær migræne kan der opstå svimmelhed i forbindelse med migræneanfald.  7-11% af den generelle population med migræne oplever svimmelhed.1 Ved eksplosioner og slag, der fører til hjernerystelse, finder man en forekomst på 41-59% med vestibulær migræne.1 Sygdomsmekanismen er ukendt, men man formoder, at både strukturer forbundet med migræne og vestibulære funktioner er påvirkede.1

Den vestibulære kerne, der b.la. registrerer information fra cerebellum og vestibulære nerver,8 og den trigeminale kerne, der bl.a. registrerer smerte fra ansigtet,9 har reciprokke påvirkninger af hinanden. Det kan være en medvirkende årsag til svimmelhed ved migræne efter hjernerystelse.1 Ved vestibulær migræne kan der opstå påvirkning af både centrale og perifere områder.1

Få mere information om hovedpine efter hjernerystelse.

Skade på den hvide substans

Cerebellum, de centrale vestibulære kerner eller centrale vestibulære veje, kan blive påvirket som følge af et stræk på nervevævet i forbindelse med en hjernerystelse. Det kan medføre svimmelhed og nedsat balance.1

Psykologiske reaktioner

Persistent postural-perceptual dizziness (PPPD) er en ny fælles betegnelse for funktionel svimmelhed,10 og bliver anslået at stå bag 8-10% af svimmelhedstilfælde og balanceforstyrrelser i den generelle befolkning.1 Heraf forekommer ca. 15% på baggrund af hjernerystelse og whiplash.10 PPPD er en kronisk funktionel vestibulær lidelse, der befinder sig i grænselandet mellem neurologi, otologi og psykiatri.11

Sygdomsmekanismen bagved PPPD er ikke helt klarlagt, men perifere vestibulære lidelser såsom BPPV, hovedskader og angst er hyppige udløsende tilstande.10 Ved lidelser i det vestibulære system bliver opmærksomheden skærpet på andre sensoriske input, primært synet. Ofte bliver begrebet Visual Motion Sensitivity anvendt, hvilket bliver defineret ved en forøget opmærksomhed på normale synsinput. Der opstår en ubalance i forarbejdningen af sanseindtryk i hjernen, hvorved balancen primært bliver opretholdt på baggrund af visuelle input.1

Ved MR-scanninger af personer med PPPD kan man se ændringer i både strukturelle og funktionelle forbindelser i de områder af hjernen, der bearbejder multisensoriske vestibulære input og spatial kognition. Derudover kan man se en øget forbindelse i det neurale netværk, der forbinder visuelle input og følelser. Ved aktiviteter, der skaber komplekse visuelle stimuli som f.eks. at læse, køre i bil eller at færdes i et supermarked, bliver de visuelle stimuli overtolket, hvilket medfører svimmelhed. Selve frygten for at udvikle svimmelhed kan medføre en undvigelsesadfærd, hvilket medfører nedsat eksponering og igen kan forværre tilstanden.10,11

1: Mucha, A., S. Fedor, and D. DeMarco, Vestibular dysfunction and concussion. Handb Clin Neurol, 2018. 158: p. 135-144.

2: Casper Grønlund, L.D., Mikael Karlberg & Bjarki Ditlev Djurhuus, Superior buegang-dehiscens-syndrom. Ugeskrift for Læger, 2021. 183:V04200218.

3: Kong, T.H., et al., Clinical Features of Fracture versus Concussion of the Temporal Bone after Head Trauma. J Audiol Otol, 2019. 23(2): p. 96-102.

4: Smærup, M., Vestibulær dysfunktion i forbindelse med hjernerystelse. Fysioterapeuten, 2019. 3: p. 47-50.

5: Smaakjær, P., L.G. Wachner, and R.S. Rasmussen, Vision therapy improves binocular visual dysfunction in patients with mild traumatic brain injury. Neurol Res, 2021: p. 1-7.

6: Wong, C.K., et al., Sequencing and Integration of Cervical Manual Therapy and Vestibulo-oculomotor Therapy for Concussion Symptoms: Retrospective Analysis. Int J Sports Phys Ther, 2021. 16(1): p. 12-20.

7: Morin, M., P. Langevin, and P. Fait, Cervical Spine Involvement in Mild Traumatic Brain Injury: A Review. J Sports Med (Hindawi Publ Corp), 2016. 2016: p. 1590161.

8: Hernandez, E. and M.D. J, Neuroanatomy, Nucleus Vestibular, in StatPearls. 2022, StatPearls Publishing: Treasure Island (FL).

9: Patel, N.M. and M.D. J, Neuroanatomy, Spinal Trigeminal Nucleus, in StatPearls. 2022, StatPearls Publishing: Treasure Island (FL).

10: Mahmoud Saied, C.C.V., Sepehr Mamoi, Egon Stenager, Elsebeth Stenager, Jon Stone, Michael Nicholas Binzer, Diagnostik og behandling af funktionel svimmelhed i henhold til de nye ICD-11-kriterier. Ugeskrift for læger.

11: Nigro, S., et al., Reduced cortical folding in multi-modal vestibular regions in persistent postural perceptual dizziness. Brain Imaging Behav, 2019. 13(3): p. 798-809. 

 

Læs også andre sider om svimmelhed

Svimmelhed

Undersøgelse af svimmelhed

Hvordan behandles svimmelhed

 

Senest opdateret: 28. oktober 2022