Undersøgelse af kognitive vanskeligheder

Undersøgelse af kognitive vanskeligheder: Klinisk interview

I den neuropsykologiske undersøgelse gennemføres et klinisk interview med et anamneseoptag, hvor man bl.a. undersøger kognitive vanskeligheder efter hjernerystelse. Der bliver systematisk undersøgt, hvilke typer af kognitive vanskeligheder personer med hjernerystelse oplever, og under hvilke omstændigheder de bliver oplevet. Herudover undersøges evt. medierende faktorer som alkoholindtag, stofmisbrug og affektive forstyrrelser som angst og depression, som har indvirkning på kognitive funktioner.¹ Der bliver også undersøgt for præmorbid fysisk eller psykisk sygdom og historik for tidligere hovedtraumer. Desuden bliver en vurdering af præmorbid begavelse anslået ud fra en række forskellige faktorer såsom uddannelsesniveau, erhvervserfaring og komplementerende enkelte test.

Det er essentielt for det kliniske interview, at symptomerne bliver såvel hørt, spejlet og anerkendt, da den hjernerystelsesramtes og de pårørendes perspektiv har en afgørende betydning for den samlede udredning.^4,5   

Undersøgelse af kognitive vanskeligheder: Screening og selvrapporteringsskemaer

Der er udviklet enkelte selvrapporteringsværktøjer til screening for kognitive vanskeligheder. Blandt andet findes ’Cognitive failures questionaire’ (CFQ) udviklet af Donald Broadbent m.fl. i 1982.⁶ Spørgeskemaet indeholder 26 items, hvor hvert item scores på en 5 punkt likert skala. I en konfirmatorisk faktoranalyse fra 2009 blev det vist, at CFQ overordnet indeholder 3 faktorer som undersøges: glemsomhed, distraherbarhed og ’false triggering’ (afbrudt processering af sekvenser af kognitive eller motoriske handlinger).⁷   

Undersøgelse af kognitive vanskeligheder: Neuropsykologiske tests

Kognitive vanskeligheder kan yderligere blive undersøgt via præstationsbaserede mål i neuropsykologiske tests, hvor en neuropsykolog tilgår og evaluerer patientens kognitive domæner.¹ Herunder kan der systematisk blive undersøgt for opmærksomhed og koncentration, indlæring og hukommelse, visuokognitive funktioner og eksekutive funktioner (Se bilag 1 for eksempler herpå). 

Bilag 1: Polinder m. flere, 2018.

Der er indsamlet normer på en lang række kvantitative test, som blandt andet er opgjort i alders- og uddannelsesniveau. Ud over den kvantitative scoringsopgørelse bliver der også tolket kvalitativt på blandt andet løsningstilgange til opgaverne, svar- og aktionslatens, forståelse og retention af instruktioner og generel adfærd under testning og fortløbende koncentrationsevne. En samlet testsession er blot en komponent i den samlede helhedsvurdering, som bliver vurderet sammen med det kliniske indtryk og anamnesen.

Forskel på de subjektivt rapporterede symptomer og resultater af kognitiv testning

Der findes hyppigt uoverensstemmelser mellem subjektiv symptomrapportering hos personer med senfølger efter hjernerystelse og de objektive resultater opnået ved kognitiv testning.  F.eks. kan patienten rapportere koncentrationsvanskeligheder i sin hverdag, men neuropsykologen finder ikke tegn på forstyrret opmærksomhed og koncentration ved kognitiv testning.³ Her er det vigtigt at have in mente, at den kognitive testning finder sted under optimale omstændigheder med klare instruktioner og uden forstyrrelser, hvor hverdagssituationer er langt mere komplekse og stiller større og langvarige krav til personen. Dertil kommer, at personer med senfølger efter hjernerystelse ofte kortvarigt kan mobilisere den nødvendige energi, der skal til for at gennemføre testningen, men bliver så udmattet af den, at deres energiniveau er i bund adskillelige dage efter testningen.

Derfor bør en neuropsykolog altid overveje, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at gennemføre testningen i den givne situation. Omvendt kan man også finde et mere diffust testbillede hos de personer, som har svært ved at samle den fornødne energi, hvorved man kan finde udfald på samtlige kognitive domæner.

Den neuropsykologiske undersøgelses bidrag til den samlede indsats

Den neuropsykologiske udredning af kognitive vanskeligheder yder multiple bidrag i den samlede udredning, som er grundlag for at kunne fastsætte en optimal behandlingsstrategi. Der bliver ydet en neurofaglig ekspertise, som kan give patienterne indsigt i egne vanskeligheder, og som af patienterne selv bliver oplevet som værdifuld.⁵ Derudover kan vejledning på baggrund af udredte problemer hjælpe patienter til bedre at kompensere og gennemgå tilpasninger i dagligdagen, som imødekommer løsningsstrategier til selvsamme vanskeligheder. Der kan også ud fra undersøgelsen  være belæg for at igangsætte formildende aktivitetsbetingelser, råd og vejledning under særlig krævende omstændigheder eller evt. målrettet træning mod specifikke kognitive domæner.⁵

Desuden kan undersøgelsen og den helhedsorienterede tilgang til mennesket bidrage i det samlede rehabiliteringsforløb, via rådgivning til personer fra andre fagområder, som kan anvende perspektiverne i skræddersyede tilpasninger og tilgange til det enkelte menneske.²