Hjem » Viden om hjernerystelse » Behandling af senfølger efter hjernerystelse
- Senest opdateret: 20. december 2023
Her på siden kan du få evidensbaseret viden om behandling af senfølger efter hjernerystelse.
Selvom vi fortsat mangler viden om behandling af senfølger efter hjernerystelse, er der i fagkredse en anerkendelse af, at symptomerne har store konsekvenser for den enkelte og dennes familie. Og at symptomerne kan og skal behandles. Behandling skal være tilrettelagt, så den passer til personens behandlingsbehov og situation.
Man er heldigvis også begyndt at have fokus på, at det er vigtigt at tilbyde hjælp tidligt i forløbet, hvis spontan bedring udebliver. Nogle symptomer kan behandles med specifikke interventioner. Andre gange kan der være behov for en tværfaglig rehabilitering, hvor man ikke alene fokuserer på et enkelt symptom, men også på hvordan symptomerne indvirker på hinanden, og hvad dette betyder for personens livsførelse.
Behandling af senfølger
Behandling af senfølger efter hjernerystelse kan ske farmakologisk eller non-farmakologisk. Nogle benytter sig også af alternativ behandling.
Farmakologisk behandling henviser til brugen af en eller flere lægemidler, som bibringer en lindring og/eller reduktion i symptomerne, og dermed bidrager til bedring i symptombilledet.
Non-farmakologisk behandling er forskellige terapeutiske metoder, som kræver en aktiv inddragelse af patienten, f.eks. gennem træning og øvelser. Eksempler på non-farmakologiske (ikke-medicinske) behandlingsformer er f.eks. fysioterapi eller psykologisk behandling,
Alternativ behandling rummer talrige og forskelligartede former for terapeutiske tilgange, som hovedsageligt bliver anvendt uden for det traditionelle sundhedsvæsen. De fleste alternative behandlinger mangler dokumentation for deres virkning og evt. bivirkninger. Hvad der opfattes som alternativ behandling kan være kulturelt betinget.
I skemaet herunder kan du se, hvilke behandlingsformer det bliver anbefalet at bruge i forbindelse med de forskellige symptomer på senfølger efter hjernerystelse.
* Nogle læger udskriver lægemidler modafinil, amantadine eller methylphenidat mod træthed hos neurologiske patienter, men den kliniske effekt er indtil videre tvivlsom.
På siderne om hvert symptom uddyber vi den behandling af senfølger, der bliver anbefalet – både i forhold til gavnlige og eventuelt skadelige effekter.