Diagnosticering af Postcommotionelt syndrom

ICD-10 manualen (The International Statistical Classification of Diseases and Health Related Problems) er et klassifikationssystem af sygdomme og helbredsrelaterede problemer, der er udarbejdet af WHO (World Health Organization).

ICD-10 benyttes som standard i det kliniske arbejde i Danmark.² ICD-10 benytter betegnelsen Posttraumatisk Hjernesyndrom og kræver, at man har fået en hjernerystelse med tab af bevidsthed og efterfølgende oplever mindst tre af følgende symptomer i mere end 4 uger:

1. Hovedpine
2. Svimmelhed
3. Træthed
4. Irritabilitet
5. Følelsesmæssige forandringer som sænket stemningsleje, reduceret tolerance over for stress, eller alkohol
6. Klager over koncentrationsbesvær
7. Hukommelsesvanskeligheder
8. Søvnproblemer

Ingen øvre tidsgrænse for varighed

Der ses ofte bekymring over ovenstående symptomer og frygt for permanent hjerneskade i et omfang, der kan fremprovokere helbredsrelateret angst. ICD-10 definerer ikke en øvre tidsgrænse for, hvor længe symptomerne bør vare ved, før termen PCS benyttes.³ Diagnosen stilles ud fra patientens subjektive klager, og der stilles ikke krav til neuropsykologisk testning.¹          

ICD-11 manualen undlader også at benytte betegnelsen postcommotionelt syndrom. Den benytter udelukkende betegnelsen neurokognitiv forstyrrelse på grund af hovedtraumet.

Det er på nuværende tidspunkt uklart, hvilken indvirkning denne ændring kommer til at have på klinisk praksis.

ICD-11 bliver taget i brug i Danmark i 2022.     

Den fjerde udgave af den diagnostiske og statistiske manual for mentale sygdomme (DSM-IV) er et klassifikationssystem, der bl.a. benyttes i USA⁴. DSM benytter betegnelsen Postconcussional syndrom.

Bevidsthedstab og mindst tre symptomer

For at kunne stille diagnosen kræver DSM-IV, at man har fået en hjernerystelse med bevidsthedstab, som efterfølgende medfører en svækkelse i patientens opmærksomhed og hukommelse, hvilket kan påvises ved neuropsykologisk testning. Det kræves også, at de symptomer, som patienten oplever, medfører en klinisk signifikant svækkelse af det sociale og beskæftigelsesmæssige funktionsniveau hos patienten, og at symptomerne varer minimum tre måneder.

Desuden skal mindst tre af følgende symptomer være til stede, enten som nyligt opståede efter skaden eller som en målbar forværring fra før traumet:

1. Højere niveau af træthed og udmattelse
2. Hovedpine
3. Forstyrret søvn
4. Svimmelhed
5. Irritabilitet eller aggression som følge af ingen eller lille provokation
6. Angst
7. Depression
8. Ændringer i personlighed der f.eks. medfører socialt upassende opførsel
9. Apati og nedsat spontanitet

En nyere udgave af DSM manualen blev udgivet i 2013.¹ Denne manual italesætter langvarige symptomer efter hjernerystelse som en del af det generelle spektrum af neurokognitive skader. Den anvender ikke begrebet Postcommotionelt syndrom, og bruger i stedet betegnelsen ”neurokognitiv forstyrrelse som følge af et hjernetraume”. Denne forstyrrelse kan ifølge DSM-V være større eller mindre.   

 DSM-V definitionen specificerer, at symptomerne udvikles umiddelbart efter traumet, eller efter genvindelsen af bevidsthed, og fortsætter indtil efter den post-akutte periode, der oftest varer op til 3 måneder.¹

DSM-IV og DSM-V bliver ikke benyttet klinisk i Danmark, men fortrinsvist i USA,⁴ og er ofte anvendt i forskningen.                                                                           

En konsensus udtalelse fra en række forskere, der deltog i konferencen for sportsrelateret hjernerystelse, der blev holdt i 2016,^{1, 5} italesatte et lignende symptombillede på langvarige symptomer efter hjernerystelse som de andre diagnostiske manualer. Symptombilledet inkluderede både fysiske, kognitive og følelsesmæssige symptomer.¹ Man taler om langvarige symptomer, hvis de varer længere end 10-14 dage for voksne.

Konsensus udtalelsen omhandler specifikt sportsrelateret hjernerystelse, da man oftest undersøger sportspopulationer særskilt fra den generelle befolkning. Men ellers er der ikke forskel i skadesmekanismer og symptombillede mellem de to grupper.³