En ny undersøgelse fra Dansk Center for Hjernerystelse viser, at for mange mennesker med vedvarende symptomer efter hjernerystelse er deres arbejdsidentitet næsten uadskillelig fra deres personlige identitet. Når de ikke længere kan udføre det arbejde, de tidligere gjorde, beskriver de oplevelsen ikke blot som et tab af beskæftigelse, men som en dybtgående trussel mod deres selvforståelse. Studiet er netop publiceret i det internationale tidsskrift Disability and Rehabilitation:
https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/09638288.2025.2578994
Arbejdet betyder ofte meget mere end arbejdsløn: Det giver social status, struktur, mening og identitet. Når en hjernerystelse medfører vedvarende symptomer, kæmper mange ikke kun med kognitive og fysiske begrænsninger, men også med spørgsmålet om, hvem de er i forhold til arbejdet.
I dette studie udtrykte deltagerne følelser som “det føles som et tab af ens egen identitet”, når de ikke længere kunne udføre eller vende tilbage til deres tidligere jobroller.
Deltagerne beskrev et gab mellem, hvem de var før hjernerystelsen (kompetente, anerkendte, bidragende medarbejdere) og hvem de er nu (nedsat kapacitet, ændret rolle, udelukket eller ude af stand til at arbejde). Nogle forsøgte at redefinere sig selv uden for deres tidligere arbejdsrolle, men oplevede processen som forvirrende, følelsesmæssigt belastende og uden klar retning. Tab eller ændring af arbejdsrolle udløste lavere selvværd, social tilbagetrækning, vanskeligheder med at relatere til kolleger og venner samt usikkerhed om fremtiden. Selv når de var i stand til at arbejde i en tilpasset rolle, følte mange, at de ikke var “den samme person” på arbejdet og oplevede en vedvarende uoverensstemmelse mellem egne forventninger og den faktiske virkelighed. De vedvarende symptomer var ofte usynlige for andre, hvilket førte til misforståelser, tvivl eller stigmatisering – både på arbejdspladsen og i sundheds- og socialsystmet.
Deltagerne oplevede desuden vanskeligheder med at navigere i et komplekst og fragmenteret velfærdssystem, og rapporterede frustration, manglende vejledning og besvær med at få adgang til koordineret støtte og rehabiliteringsindsatser.
Disse fund understreger, at bedring efter hjernerystelse ikke kun handler om at håndtere funktionsnedsættelser, men også om at genopbygge en sammenhængende oplevelse af identitet og sociale tilhørsforhold. Rehabiliteringsindsatser med fokus på tilbagevenden i arbejde bør derfor ikke kun fokusere på at håndtere symptomer, men også på identitet, roller og mening i arbejdet.
Metode
Dette var et kvalitativt studie. Forskerne gennemførte dybdegående interviews med 23 personer med vedvarende symptomer efter hjernerystelse og undersøgte deres fortællinger om arbejde, identitet og tilpasning. Alle deltagerne arbejdede på fuld tid inden deres hjernerystelse. Data blev analyseret tematisk ved hjælp af en hermeneutisk-fænomenologisk tilgang for at identificere, hvordan deltagerne forstod og beskrev samspillet mellem deres skade, deres arbejdsrolle og deres oplevelse af sig selv.
Styrker og begrænsninger
Studiet anvendte en narrativ, kvalitativ tilgang, som gav dyb indsigt i deltagernes levede erfaringer med identitetsforandring og indfangede nuancer og følelsesmæssig dybde i relation til vedvarende symptomer.
Undersøgelsen giver et øjebliksbillede; identitetsprocesser kan udvikle sig over tid (tilpasning, nye roller), hvilket kræver longitudinel opfølgning. Fundene afspejler de specifikke deltageres oplevelser og dækker muligvis ikke alle demografiske eller erhvervsmæssige kontekster.