Større fokus på hjernerystelsesramtes individuelle behov

Hvis man kommer ud for en hjernerystelse og ikke tilhører den gruppe, hvor symptomerne spontant bliver bedre i løbet af de første 2-3 uger, kan man som hjernerystelsesramt hurtigt komme ud for mange udfordringer. Ikke alene i kraft af de længerevarende symptomer man oplever, men også fordi det kan være svært at få kvalificeret hjælp.

Af Hana Malá Rytter, cand.psych., Ph.d. og lektor i neuropsykologi og daglig leder af Dansk Center for Hjernerystelse.

Indsatser over for personer med længerevarende symptomer efter hjernerystelse er i dag meget fragmenterede, og der er ingen klare henvisningsveje. Den ramte får forskellige informationer fra fagpersonerne, og oplever som regel ingen sammenhæng i den hjælp, vedkommende bliver tilbudt. Faktisk oplever den ramte ofte at stå meget alene. Den ramte oplever også ikke at blive mødt fra systemets side og selv at skulle sørge for egen behandling. 

 

Store konsekvenser ved hjernerystelse

Det er ganske problematisk, at vi ikke tager bedre hånd om personer med langvarige symptomer efter hjernerystelse. Hjernerystelse har store konsekvenser både for den enkelte og for samfundet. Vi har gennem de senere år lavet flere forskellige registerbaserede studier af ca. 20.000 personer med diagnosen hjernerystelse.

Resultater peger på, at det at få en hjernerystelse er forbundet med risiko for ikke at være i ordinært beskæftigelse, langvarigt sygefravær, ringere muligheder for at gennemføre sin uddannelse, nedsat arbejdsevne og ultimativt eksklusion fra arbejdsmarkedet.

Personer med langvarige symptomer bør tilbydes rehabilitering

Ofte hører man, at der ikke er nogen evidens for, hvad der virker. Men det er ikke helt rigtigt. Ganske vist er der meget, vi fortsat ikke ved. Men de seneste års forskning peger klart i retning af, at hvis ikke man kommer sig spontant, er det virksomt at tilbyde rehabilitering. Og gerne rehabilitering hvor flere forskellige faggrupper samarbejder om personen –  også selv om man kun har fået en hjernerystelse.

I Danmark har vi de seneste år været rigtig godt med på forskningsfronten, og vi har bidraget til den internationale evidensbase, der danner grundlag for klinisk praksis. Der er nemlig blevet udført to større studier, som har fokuseret på tværfaglig rehabilitering af personer med langvarige symptomer efter hjernerystelse (hhv. Thastum m.fl.2019 og Rytter m.fl.2019). Begge studier er udført efter alle kunstens regler, og publiceret i internationale tidsskrifter i 2019. Det ene studie foregik i Jylland, mens det andet er blevet udført i København og omegn.

Jysk studie fokuserer på tidlig indsats

Det jyske studie satte fokus på vigtigheden af tidlig indsats. De vedvarende symptomer kan strække sig over måneder og år, og jo hurtigere vi sætter ind, desto større chance er der for, at vi kan påvirke udviklingen i en positiv retning. Jo længere tid der går, desto mere kompleks sygdomshistorie bliver det, fordi vi mennesker kan ikke lade være med at forandre os og tilpasse os det vi oplever – på både godt og ondt.

I studiet har man afprøvet effekten af et 8-ugers langt program på unge og unge voksne under 30 år, som fortsat led af længerevarende symptomer 2-6 måneder efter hjernerystelsen. Interventionsprogrammet var tværfagligt organiseret og baseret på principper fra kognitiv adfærdsterapi og gradueret genoptræning. Hver deltager har fået lavet en individuel behandlingsplan, hvor fysisk aktivitet var en obligatorisk del af behandlingen. Dette program sammenlignedes med en udvidet standard behandling, hvor man fik information om hjernerystelse og en session med psykoedukation.

Københavnsk studie fokuserer på tværfaglig behandling

Det københavnske studie har derimod fokuseret på voksne mellem 18-65 år som led af langvarige symptomer i minimum 6 måneder. Gennemsnitligt for alle studiets deltagere var der faktisk gået 2 år siden de fik hjernerystelsen. Studiet afprøvede effekten af et tværfagligt 22-ugers langt program udført af personer med specialist viden i hjernerystelse (neuropsykologer og fysioterapeuter), og sammenlignede dette med en standard kommunal behandling. Studiets resultater peger på, at det er muligt at hjælpe de mennesker, der har været plaget af senfølger efter hjernerystelsen i lang tid, men også på, at jo længere tid der går, desto større indsats skal der til for at forbedre deres tilstand. 

Begge studier viste, at man opnåede bedre resultater med disse rehabiliteringsprogrammer sammenlignet med kontrolbehandlingen. De positive resultater kom ikke mindst til udtryk ved reduktion af den samlede byrde af symptomer efter hjernerystelse, både umiddelbart efter behandlingen og ved opfølgning. Studierne dokumenterer således, at den tværfaglige rehabilitering er mere virksom end standard behandling, der ellers tilbydes.

Alle skal ikke tilbydes den samme hjælp

Det er vigtigt at have for øje, at de hjernerystelsesramte udgør en meget forskelligartet population, både hvad angår deres behov og adfærd. Så mens nogle kommer sig spontant og kan nøjes med lidt information, har andre – for at komme videre – behov for en tidlig rehabiliteringsindsats, som afprøvet i det jyske studie, og som hjælper dem med en hensigtsmæssig håndtering af symptomerne. Atter andre kan have brug for andre typer indsatser og/eller specifikke behandlinger, som ikke var en del af dette program. Og atter andre vil ikke kunne nøjes med det, og vil have brug for et endnu større rehabiliteringsindsats, som f.eks. den der blev afprøvet i det københavnske studie.

Helt generelt skal vi blive meget bedre til at skelne mellem de ramtes forskellige behov, og hvad der skal til for at kunne hjælpe dem videre. Men det er vigtigt ikke at tøve med at tilbyde hjælp, for de ramte har i den grad brug for en hjælpende hånd.