Hjernerystelse og lette hovedtraumer var ligesom i Dublin 2023 hovedtemaer på The 15th World Congress on Brain Injury, som fandt sted i Montreal, Canada. Hana Malá Rytter og Alexander Sørensen fra Dansk Center for Hjernerystelse deltog – hvad lærte vi? Her er tre hovedpointer
Hjernerystelse som følge af partnervold
Man kan få en hjernerystelse, hvis man er udsat for partnervold. Slag i forbindelse med vold i hjemmet sigter faktisk først og fremmest mod hovedregionen. Ved konferencen har organisationen Pink Concussions sat fokus på mørketal forbundet med partnervold, der vedrører uregistrerede og ubehandlede tilfælde af hjernerystelse. Ofrene for vold i hjemmet er først og fremmest kvinder, og derefter børn. Pink Concussions er en non-profit organisation, hvis mission er at udvikle og implementere kønsspecifikke og evidensbaserede strategier for identificering, behandling og støtte til kvinder med hovedtraumer. Undersøgelser fra Canada peger i retning af, at op mod 44 % vil opleve partnervold i deres liv, og 92% af disse vil muligvis også få et hovedtraume i den forbindelse. Flere af disse kvinder henvender sig dog ikke til hospitaler og almenpraktiserende læger. Dette skyldes bl.a. 1) skam, skyld og frygt, 2) at de ikke har åbenlyse sår/skader og frygter ikke at blive troet på, og 3) at de ofte har en dominerende partner, som forhindrer dem adgang til behandling. Samtidig peger studier på, at desto flere hovedtraumer man får i forbindelse med partnervold desto større negativ indflydelse har det på symptombyrde, balance m.m. Pink Concussions er med til at sætte fokus på en vigtig problemstilling, som formentligt også i Danmark går under radaren. Samtidigt sætter de fokus på åbenlyse kønsforskelle og på, at forskning i hjernerystelse i høj grad fokuserer på drenge og mænd, hvor mange af de faktorer, som er specifikke for mænd, ikke kan overføres til kvinder.
Arbejde med en ny klassifikation på hovedtraumeområde
Den nuværende opdeling af sværhedsgrader inden for hovedtraumeområdet (typisk let, moderat og svær hovedtraume) anses i stigende grad for at være utilstrækkelig til at afspejle den reelle kompleksitet ved et hovedtraume. Disse brede kategorier efterlader væsentlige huller i forhold til at afspejle det fulde spektrum af sværhedsgrad og de mangeartede kliniske manifestationer. Fagpersoner har derfor længe peget på behovet for en mere nuanceret tilgang. Nu er det ved at blive en realitet, idet der nu arbejdes på at udvikle en global, multidimensionel ramme for karakterisering af hovedtraumerne, som kan anvendes i alle behandlingssammenhænge. Der er endnu ikke opnået en endelig model, men arbejdet skrider frem mod et fleksibelt og standardiseret system, der kombinerer klinisk anvendelighed med viden fra forskningen.
Det foreslåede system er forankret i 4 søjler:
1) en klinisk søjle baseret klinisk vurdering af bevidsthedspåvirkning, posttraumatisk hukommelsestab, ændringer i mental tilstand, samt vurdering af f.eks. kognition og vestibulær funktion;
2) en blodbiomarkør søjle, som udgør et lovende redskab til at finjustere karakteriseringen af hovedtraumet, især i de tilfælde hvor skaden er så mild, at den ikke kan ses på billeddiagnostik eller i den kliniske vurdering;
3) en billeddiagnostisk søjle, som søger at bevæge sig væk fra det forsimplede spørgsmål, om der er fund på en CT skanning eller ej, og i stedet sigter mod en mere differentieret billeddiagnostisk tilgang, hvor traumatisk axonal og/eller mikrovaskulær skade også omfavnes; og
4) den fjerde søjle, der indfanger kontekstuelle, individuelle og sociale forskelle, der påvirker udfaldet, men som ikke i sig selv er en del af selve skadebeskrivelsen. Ved at fange den store variation blandt hovedtraumerne mere præcist, sigter dette system mod at forbedre diagnoser, prognoser og behandlingstilbud, og i sidste ende skabe bedre og mere individualiserede forløb.
Indsats for længerevarende følger
Ved symposierne for behandling af længerevarende følger efter hjernerystelse var der en bred enighed om, at tværfaglige tilgange var en hensigtsmæssig strategi for målgruppen, ikke mindst i udredningsfasen. Hvilke behandlingstilgange man prioriterer, varierer som følge af denne udredning. Nogle forskningsstudier, bl.a. et veludført Hollandsk studie, fremhævede et behov for psykologiske interventioner (fx kognitiv adfærdsterapi), idet omdrejningspunktet var undersøgelse af depression, undgåelsesadfærd og sygdomsforståelse. Andre studier f.eks. fra USA, Canada og Australien påpegede et behov for fysiske indsatser, idet man havde screenet for funktioner relateret til det autonome nervesystem, nakken, øjnenes funktioner og det indre øre. Yderligere var der et særskilt symposium for posttraumatisk hovedpine, som anbefalede farmakologiske og nonfarmakologiske strategier til både børn og voksne, tilpasset efter den primære hovedpinetype. De mange forskellige tilgange til målgruppen understreger, at indsatsen skal tilpasses til den enkelte persons specifikke udfordringer, og at man bør indføre en bred, tværfaglig udredning, før indsatsen effektueres.
