Et nyt populationsbaseret studie fra New Zealand har undersøgt forekomst af hjernerystelse via data fra sygehuse, praktiserende læger, kommunale sundhedstjenester, fysioterapiklinikker, skoler, plejehjem, m.m. Studiet fandt en årlig forekomst af hjernerystelse, som er 2,6 gange højere end tallet fra danske sygehuse, som blev fundet i et studie fra 2024.
En anerkendt forskningsgruppe har undersøgt den årlige forekomst og skadesmekanismer for hovedtraumer i New Zealand i perioden 2021–2022, og sammenholdt resultaterne med data fra 2010–2011. Studiet fandt en årlig forekomst på 791/100.000 tilfælde af hjernerystelse.1 Der findes ingen tilsvarende danske undersøgelser. I 2024 viste en undersøgelse af forekomsten baseret på registre fra danske sygehuse 308/100.000 danskere.2
Studiet fra New Zealand benytter en bred epidemiologisk tilgang til sporing af hjernerystelse og giver et opdateret indblik i, hvor hyppigt hovedtraumer forekommer, hvilke befolkningsgrupper der rammes og hvilke mekanismer der typisk ligger bag skaderne. Hovedtraumer udgør en væsentlig udfordring for vores folkesundhed, og viden om forekomst og epidemiologiske mønstre er afgørende for målrettet forebyggelse og behandling af hjernerystelser. Samtidig skal resultaterne ses i lyset af, at perioden 2021–2022 var præget af COVID-19, hvilket kan have påvirket borgernes risikoadfærd og kontakt med sundhedsvæsenet. Det betyder, at tallene kan være lidt underestimerede.
Sådan blev studiet gennemført
Waikato-regionen med cirka 270.000 indbyggere ligger på New Zealand 18.000 km væk fra Danmark. Cirka 185.000 mennesker bor i hovedbyen Hamilton, og cirka 85.000 bor i de omkringliggende landdistrikter.
Studiet blev lavet i Waikato-regionen, New Zealand. Forskerne registrerede alle tilfælde af hovedtraumer i Waikato Distriktet og Hamilton by mellem maj 2021 og april 2022. Hovedtraumer blev defineret ud fra WHO’s kriterier, og der blev indsamlet cases fra adskillelige kilder for at registrere så mange personer med hovedtraume som muligt.
Kilderne i undersøgelsen inkluderede:
Sundhedsvæsenets kilder
- Hospitalsindlæggelses- og akutmodtagelsesregistre
- Traumeregistre og udskrivningsdatabaser
- CT/MR-billeddiagnostiske registre
- Journaler fra primær- og kommunale sundhedstjenester
- Henvisninger fra praktiserende læger
Administrative og akutte databaser
- Ambulancetjenestens registre
- Retsmedicinske/obduktionsregistre
- National skadesforsikringsdatabase (Accident Compensation Corporation, ACC)
Samfunds- og øvrige kilder
- Skolers, fysioterapiklinikkers og sportscentres skaderegistre
- Plejehjem og ældreinstitutioner
- Hjernerystelses-klinikker
- Selvhenvendelser via studieannoncer
- Krydstjek med regionale hospitaler og nationale hospitalsudskrivningsdatabaser (ICD-10-koder for hovedtraumer)
Studiet har en klar styrke i sin brede og systematiske indsamling af data fra adskillelige kilder, hvilket styrker validiteten af registreringen af hjernerystelser.
Høj årlig forekomst – langt de fleste er hjernerystelser
Den samlede forekomst af alle hovedtraumer var 852/100.000. For hjernerystelse var forekomsten 791/100.000, hvilket svarer til 93% af alle registrerede hovedtraumer.
Flere mænd, flere byboere og flere Māori rammes
Studiet fandt tydelige forskelle mellem diverse befolkningsgrupper. Der var flere mænd end kvinder med hjernerystelse (13 mænd for hver 10 kvinder), og tilsvarende flere byboere end personer fra landdistrikter (17 for hver 10 udenfor byområder). Endelig var der øget forekomst blandt Māori (det oprindelige folk i New Zealand) end i de øvrige etniske grupper.
Fald er den hyppigste årsag til hjernerystelse
Faldulykker var den hyppigste årsag til at folk fik hjernerystelse og udgjorde 48% af alle tilfældene. Herefter fulgte transportulykker (19%), samt mekaniske kræfter (fx direkte slag mod hovedet fra et objekt) og overfald (16%) som årsager til hjernerystelse. For aldersgruppen +65 år var fald den klart dominerende årsag til hjernerystelse og til alle øvrige hovedtraumer (88%). De fleste hjernerystelser skete desuden i hjemmet (44%).
2010–2011 sammenlignet med 2021–2022
Overordnet set fandt man en stabil forekomst af hjernerystelser på tværs af de to perioder. Fordelingen ændrede sig dog på flere områder. Der blev fundet stigning i antal hjernerystelser blandt 35–64-årige (fra 484 til 601 pr. 100.000), og en markant stigning blandt personer på 65 år og derover (fra 537 til 1378 pr. 100.000).
Omvendt blev der registreret færre tilfælde blandt børn i alderen 0–4 år (fra 1262 til 790 pr. 100.000) og 5–14 år (fra 811 til 585 pr. 100.000). Derudover steg forekomsten blandt kvinder (fra 552 til 711 pr. 100.000), mens den faldt en smule blandt mænd (fra 959 til 873 pr. 100.000).
Årsagerne til denne forandring kan forfatterne bag studiet ikke sikkert forklare.
Styrker og begrænsninger ved studiet
Studiet er af en høj metodologisk kvalitet vurderet ved Johanna Briggs Institute (JBI) ’Critical Appraisal Checklist for Studies Reporting Prevalence Data’. Studiets styrke er det populationsbaserede design med bred inklusion af kilder til registrering af hovedtraumer på tværs af sværhedsgrader, alder, by/land og etnicitet – samt direkte sammenligning med en tidligere periode med samme overordnede metode. Det er et af de eneste studier i verden, hvor man har gennemført en så udtømmende metode til registrering af antal hovedtraumer. En central begrænsning er risiko for underrapportering under COVID-19. I studiet kan man også se, at registrering via almen praksis faldt markant (fra 8% af tilfældene i 2010–2011 til 1% i 2021–2022), og fordi nedlukninger og adgangsbarrierer under COVID-19 kan have påvirket, hvem der søgte behandling.
Perspektivering
Samlet peger studiet på, at den samlede forekomst af hovedtraumer i området var omtrent uændret fra 2010–2011 og 2021–2022, men at fordelingen har flyttet sig – især mod flere skader blandt ældre og flere faldrelaterede hovedtraumer. Det understøtter behovet for målrettet forebyggelse, især faldforebyggelse blandt ældre. Resultaterne understreger også fortsat behov for monitorering, ikke mindst når befolkningsstrukturen ændrer sig.
Forekomsten på 791/100.000 er mindre end hvad der findes i privat praksis og hospitaler i Ontario, Canada (1153/100.000),3 men væsentligt højere end den, der registreres på de danske hospitaler (308/100.000). I både det New Zealandske og det Canadiske studie blev tilfælde identificeret gennem flere sundhedssektorer og kilder og ikke kun hospitaler. Alligevel blev størstedelen af tilfældene registreret ved kontakt med hospitalet (hhv. 74% og 73%). Dette indikerer, at langt de fleste tilfælde diagnosticeres på hospitalernes skadestuer frem for i privat praksis eller i en anden institution. I Danmark kender vi dog ikke denne fordeling endnu, da data fra bl.a. privat praksis ikke er offentligt tilgængeligt.
Litteratur
1. Jones K, et al. A population-based study of traumatic brain injury incidence and mechanisms in New Zealand: 2021–2022 compared with 2010–2011. The Lancet Regional Health – Western Pacific. 2026;67doi:https://doi.org/10.1016/j.lanwpc.2026.101797
2. Eggertsen PP, et al. Incidence and Prevalence of Concussion in Denmark from 1999-2018: A Nationwide Cohort Study. J Neurotrauma. 2024:994-1007. doi:https://doi.org/10.1089/neu.2024.0217
3. Langer L, et al. Increasing Incidence of Concussion: True Epidemic or Better Recognition? J Head Trauma Rehabil. 2020;35(1):60-66. doi:https://doi.org/10.1097/htr.0000000000000503